Host og hulk. Snot og sygdom. Forkølelse, høj feber og børnesygdomme hærger i øjeblikket danske børnefamilier, og børnene har i de fleste tilfælde hentet smitten i daginstitutionen. Ofte sendes sygdommen videre til spæde småsøskende, og danske spædbørn er i dag mere syge end før Anden Verdenskrig, viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed og Socialforskningsinstituttet. »Det værste ved det hele er, at halvdelen af sygdomstilfældene blandt børn i institutioner kunne undgås meget let og enkelt. Kodeordet er bedre hygiejne, ja, bare det konsekvent at lære børnene og de voksne at vaske hænder hjælper. En bred og systematisk indsats for hygiejnen er virkelig noget, som batter«, siger børne- og ungelæge Per Steinø, formand for Foreningen af Kommunelæger. Det sundhedsmæssige tilsyn med institutionerne ligger netop hos kommunelægerne, men de løftes kun i et fåtal af kommuner, vurderer Per Steinø. »Problemet er, at da det lægelige ansvar for de små børn i daginstitutioner i 1996 blev lagt på kommunelægerne - de tidligere skolelæger - fulgte der ikke hverken timer eller ressourcer med. Siden er det gået den modsatte vej, fordi kommunerne på grund af trængt økonomi mange steder har været nødt til at udhule kommunelægernes funktion«, siger han, der direkte opfordrer Kommunernes Landsforening (KL) til at tage affære. Intet træk på kommunale læger Den realitet mærkes tydeligt af de ansatte i institutionerne, siger formand for pædagogernes fagforening BUPL, Bente Sorgenfrey. »Pædagogerne er omtrent vænnet af med at trække på kommunelægerne som rådgivere i almindelig sygdomsforebyggelse, fordi de kun har mulighed for at tage sig af de mest grelle tilfælde. Og her snakker vi dagligdags elendighed, som er et problem for det enkelte barn. Efter hver sygdomsperiode bliver barnet sat lidt tilbage«, siger hun og tilføjer, at pædagogerne ikke har lærdom og viden om god hygiejne med fra deres uddannelse. BUPL peger desuden på problemer med normering og indretning af institutionerne. Mange stuer er indrettet med pusleplads i hjørnet - og så er der ikke langt fra skraldespanden med bleer til lille Peters madpakke, som Bente Sorgenfrey siger. Borgmester tager kritik til sig Kritikken af kommunerne tager borgmester Vagn Ry Nielsen (S), formand for KL's socialudvalg, til sig. »Vi kan ikke se på, at små børn bliver syge, hvis vi kender løsningen på, at det ikke sker. Jeg foreslår spontant, at ti kommuner går foran og for eksempel sætter sundhedsplejerskerne på opgaven om at lære institutionerne bedre hygiejne. Så snart resultaterne er der, kan vi vurdere effekten - og så kan resten af kommunerne komme i gang, ja, de må for min skyld gerne selv gå i gang med det samme«, siger Vagn Ry. Han påpeger, at færre syge børn samtidig vil være en samfundsøkonomisk gevinst af de store, fordi forældrene så ikke behøver at forsømme så meget fra arbejdet. Endelig appellerer Vagn Ry til, at forældrene tager et tag med at lære børnene de basale hygiejneregler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























