Kritik af omskæring af drenge

Lyt til artiklen

Det bør ikke længere være en opgave for det danske sygehusvæsen at foretage rituelle omskæringer af små drenge. Det siger Bent Hansen (S), amtsborgmester i Viborg Amt og formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg. »Hidtil har vi jo udført opgaven af hensyn til de små drenge, som ellers ville have været henvist til køkkenbordet, som man siger. Men nu er tiden kommet til at tage det op og ændre holdning. Vi bør nok holde op med det«, siger Bent Hansen, som nu vil foreslå ændringen i sit eget amt og desuden rejse spørgsmålet i de andre amters sundhedsudvalg. Flere amter er allerede ophørt med indgrebet på sygehusene. I Københavns Amt tilslutter formand for Sundhedsudvalget, Leif Flemming Jensen (S) sig Bent Hansens synspunkt. »Efter debatten om omskæring af somaliske piger er det en logisk følge, at vi for fremtiden ikke længere støtter omskæring af drenge ved at tilbyde det i offentligt regi«, siger Leif Flemming Jensen. Såvel jødiske som muslimske drenge omskæres. På jødiske drenge foretages indgrebet af overrabbineren i overværelse af en læge. Det muslimske samfund står selv for omskæringen eller overlader det til en læge. Der findes ikke noget overblik over, hvor mange drenge, der omskæres på danske sygehuse eller hos privatpraktiserende læger. Læger tager afstand Den kommende formand for Etisk Råd, overlæge Ole Hartling tager afstand fra, at læger foretager omskæring: »Det er et indgreb, som er skadende, uden at der foreligger en sygdom. Jeg synes ikke, at det er en lægelig opgave«, siger Ole Hartling, der understreger, at han udtaler sig som privatperson. Kirurgisk overlæge Katrine Søe, Svendborg Sygehus, er ligeledes stærk modstander af, at læger medvirker til omskæring. »Det er sket, at en dreng har mistet sit køn ved en ulykke i forbindelse med en omskæring. Der er en risiko ved alle operationer. Men når sådan noget sker ved en unødig operation, så er det så meget mere katastrofalt«, siger Katrine Søe. Det er under alle omstændigheder utvivlsomt, at operationen volder de små drenge smerte, siger hun. »Jeg synes, at omskæring af drenge afspejler en underlig holdning til, hvad forældre må gøre ved deres børn«, siger Katrine Søe. Etiske argumenter Katrine Søe argumenterede tilbage i 2001 i Ugeskrift for Læger kraftigt mod omskæring af drenge - herunder mod argumentet, at hvis ikke læger foretager indgrebet, så vil det blive udført af ukyndige personer. »Det er ikke lægeetisk korrekt at medvirke til noget forkert blot med henvisning til, at andre i givet fald ville have gjort det værre. Hvor går i øvrigt så grænsen for, hvad vi skal deltage i for at sikre kvaliteten? Skal vi også foretage piercing og tatovere«, skrev Katrine Søe. Hun mener dog ikke, at omskæring af drenge med hensyn til overgrebets omfang kan sammenlignes med den type omskæring af kvinder, hvor kønslæber og klitoris fjernes. »Men omskæring af drenge kan sidestilles med den mildeste form for omskæring af piger«, siger Katrine Søe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her