De københavnske prostituerede, der arbejder på massageklinikker og i escortbranchen, har mistet den støtte og rådgivning, de hidtil har fået fra PRO-centret på Nørrevold. De gadeprostituerede vil dog stadig have mulighed for støtte fra værestedet Reden på Gasværksvej, der også laver opsøgende arbejde. Men de mange 'indendørs' prostituerede er nu overladt til sig selv. PRO-centret - en selvejende institution finansieret af Socialministeriet - har siden oprettelsen i 1997 fungeret som en blanding af viden- og rådgivningscenter, der også har lavet opsøgende arbejde på klinikkerne. Fra 1. december er centret overgået til at være et rent videncenter. Socialministeriet vil ikke lave socialt arbejde »Rådgivning og opsøgende støttearbejde er i Danmark en kommunal og amtskommunal opgave. Derfor har Socialministeriet og centrets bestyrelse besluttet, at vi for fremtiden skal koncentrere os om opgaven som videncenter. Men det er rigtigt, at der ikke er nogen til at overtage den sociale del af opgaven efter os lige nu«, siger souschef på PRO-centret i København, Flemming H. Pedersen. PRO-centret har hidtil både ydet telefon- og personlig rådgivning til prostituerede, der har kunnet henvende sig anonymt om alt fra gratis kondomer og glidecreme til hjælp i forbindelse med sundhedsmæssige, psykologiske og sociale problemer. »Det er ikke tilfredsstillende, at den funktion falder væk, uden at der kommer noget i stedet. Man kunne ønske sig, at Københavns Kommune og Københavns Amt fandt en model for både telefonisk og personlig rådgivning«, siger Flemming Pedersen. Modellen findes i Århus og Vejle Sådan en model eksisterer i Århus og Vejle, hvor amterne med støtte fra Socialministeriet har oprettet lokale rådgivningscentre for de prostituerede. »Vi har henvendt os både til Amtsrådsforeningen og til Kommunernes Landsforening for at høre, om nogen var interesserede i at gå ind i modelprojekter af den art. Men Århus og Vejle Amter er de eneste, der har sagt ja. Der har sådan set i flere år været midler nok fra satspuljerne til at støtte projekter af den art, men ingen andre har været interesserede - heller ikke Københavns Kommune har været på banen«, siger fuldmægtig i Socialministeriets kontor for særligt udsatte grupper Hanne Marie Jensen. Hun understreger, at det aldrig har været meningen, at PRO-centret i København skulle løfte den opgave. Centret er i modsætning til projekterne i Århus og Vejle landsdækkende, og det opsøgende arbejde har først og fremmest tjent til at skaffe viden, som derefter kunne formidles til brug for en særlig indsats i kommuner og amter. Der er imidlertid intet, der tyder på, at Københavns Kommune har en særlig indsats på vej for at fylde tomrummet efter PRO-centrets rådgivende og opsøgende virksomhed. »De prostituerede kan lige som alle andre henvende sig i forvaltningen og i de nye servicebutikker«, siger fuldmægtig Dorrit Schmidt, der er Københavns Kommunes repræsentant i PRO-centrets bestyrelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























