Nyrup-fløj kørt ud på sidesporet

Lyt til artiklen

Socialdemokraternes nye partiformand, Mogens Lykketoft, afviser, at partiet er ude i en fløjkrig. Udmeldingen kommer efter dagens gruppemøde, hvor der var kampvalg til to af de tunge poster i den socialdemokratiske ledelse. Men der opstår ikke nye interne stridigheder af den grund, fastslår Lykketoft. »Det gør der ikke alene af den grund, at det er der ikke et eneste medlem af gruppen, der har en interesse i«, siger Lykketoft til Ritzau. Kampvalg udslag af ambitioner Han afskriver kampvalgene til posten som gruppeformand og den ene af næstformandsposterne - som hans egne kandidater vandt - som udslag af naturlige ambitioner. »Det er ikke en fløjkrig mellem de gamle Nyrup- og Aukenfronter«, siger Mogens Lykketoft. Tomhændet Nyrup-fløj Gruppen af Nyrup-støtter havde en slem dag og måtte gå tomhændet fra gruppemødet. Nyrup-fløjen satsede på Jan Trøjborg som enten gruppeformand eller en af de to næstformand. Også Henrik Sass Larsen deltog i kampvalget til næstformandsposten. »Man må nok konstatere, at Nyrup-fløjen ikke fik opbakning«, sagde Henrik Sass Larsen efter gruppemødet. Nyrup: Vinderen tager ikke det hele i partiet Poul Nyrup Rasmussen ønsker ikke at kommentere, om han er skuffet over, at hverken Henrik Dam Kristensen eller Henrik Sass Larsen kom med i gruppeledelsen. Han vil heller ikke afsløre, hvem han selv stemte på. Under en tale til Den Danske Publicistklub kommenterede den tidligere partiformand dog valget i generelle vendinger. »Min efterfølger på posten som partiformand sagde i lørdags, at han vil sørge for, at vinderen ikke tager det hele. Det ved jeg, at Mogens Lykketoft har gjort meget store anstrengelser for at leve op til i dagene op til sammensætningen af bestyrelsen, og det er også hans grundholdning fremover, så nu går vi samlet til sagen«, siger Poul Nyrup Rasmussen. 'Et naturligt skridt' Han mener, at kampvalgene markerer et naturligt skridt i partidemokratiet. »Vi kommer til at vende os til, at der kommer kampvalg undervejs«, siger Poul Nyrup Rasmussen. Poul Nyrup Rasmussen får selv plads i Udenrigspolitisk Nævn og Politisk-Økonomisk udvalg. Derudover vil han gerne sætte sig på en af partiets pladser i Europaudvalget, men det er endnu ikke afgjort.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her