Det er alle Lærergruppens medlemmer og ingen enkeltpersoner, der bestemmer i Tvind. Det fastholder Mogens Amdi Petersen, der i dag blev afhørt i fem timer, da straffesagen om den humanitære fond blev indledt ved retten i Ringkøbing. Tiltalt for skattesvig og underslæb De otte personer er tiltalt for for skattesvig og underslæb for over 100 millioner kroner. Anklagemyndigheden mener, at de tiltalte har taget penge fra Tvinds humanitære fond og ulovligt brugt dem til at købe dyre lejligheder samt skudt dem ind i Tvinds egne virksomheder. Anklagemyndigheden vil under sagen forsøge at bevise, at Mogens Amdi Petersen og hans veninde Kirsten Larsen reelt har bestemt over fonden og dens ulovlige dispositioner, hvilket de selv afviser. Amdi afviser at styre Tvind-fond Anklager Poul Gade indledte afhøringen af den fængslede Amdi meget direkte. »Hvis vi skærer helt ind til benet, Amdi Petersen, er det så dig, der bestemmer over fonden i sidste ende?« »Nej, hverken i første eller sidste ende«, svarede Mogens Amdi Petersen. »Hvis I har et papir, hvor der står, at jeg har sagt, at "det skal I pinedød gøre", så vil jeg slå mig over munden«, sagde den 63-årige hovedmistænkte, der risikerer flere års fængsel, hvis han dømmes skyldig i anklagerne. Amdi giver ordrer i breve Under ransagninger hos Tvind har politiet fundet adskillige breve, som ifølge anklagemyndigheder viser noget andet. I flere af brevene udstikker Mogens Amdi Petersen ordrer til, hvordan fondens virksomheder trives. Men Amdi Petersen afviser, at der er tale om ordrer. »Her bliver virkelig ikke givet ordrer. Alt hvad der står, relaterer til, hvad forsamlingen ønskede at udtrykke. Det er en bestemmelse fra en forsamling af personer - ikke fra én person«. Amdi: Lærergruppen afviste hierarki Brevene viser også, at Mogens Amdi Petersen og Kirsten Larsen skal spørges til råds, når der skal træffes beslutninger. Men Mogens Amdi Petersen fastholder, at der ingen top er i Tvinds Lærergruppe. Han har dog tidligere overvejet at indføre et hierarki, men mødte modstand i Lærergruppen. »På det tidspunkt var jeg tilbøjelig til at se, om der ikke kunne være et mere hierarkisk system, så vi i en periode kunne få mere styr på den voldsomme vækst. Det blev aldrig til noget, fordi de mennesker (medlemmerne af Lærergruppen, red.) ikke ville være med til det. Og det har jeg ærgret mig over«. Amdi Petersen håber, at han bliver løsladt efter 10 måneders varetægtsfængsling, når afhøringen i retten er slut, måske i morgen, men sandsynligvis først efter nytår. Sagen varer til maj 2004.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























