Socialdemokraterne vil have finansminister Thor Pedersens rolle i Farum Kommune og Farum Boldklub undersøgt til bunds. Partiet kræver derfor, at enten bagmandspolitiet eller Farum-kommissionen kigger nærmere på finansministeren i deres undersøgelser af Farum-skandalen. Thor Pedersen er senest blevet beskyldt for, at han gennem sin direktørstilling i Jysk Rengørring var med til at kanalisere Farum Kommunes penge over i boldklubben, som hans gode ven Peter Brixtofte var formand for. Skyldte kommunen 450.000 kr. Ifølge Ekstra Bladet betalte Jysk Rengøring 450.000 kroner til Farum Boldklub samtidig med, at selskabet skyldte kommunen det nøjagtigt samme beløb. Avisen skriver, at Thor Pedersen og Jysk Rengøring i 1998 indgik en aftale med Farum Kommune om driften af plejecentret Lillevang, hvoraf det fremgik, at plejecentret kunne lave madleverancer til andre kommuner, mod at Farum Kommune til gengæld fik en rabat på 450.000 kroner. Opkrævede gælden sent Til det formål hyrede Jysk Rengøring firmaet Centralkøkkenet som underleverandør, og de leverede blandt andet mad til pensionister i den nærliggende Allerød Kommune. Det burde ifølge Ekstra Bladet have udløst rabatten på 450.000 kroner til Farum Kommune, men pengene faldt aldrig, og Farum Kommune opkrævede dem heller ikke før i december 2000. På det tidspunkt var Jysk Rengøring imidlertid solgt til rengøringsgiganten ISS, og Thor Pedersen havde fået et gyldent håndtryk på 12 millioner kroner og en bestyrelsesplads i ISS. Farum Kommune forsøgte at gøre krav på pengene og endte ifølge Ekstra Bladet med at foretage modregning på 450.000 kroner over for Centralkøkkenet og ikke ISS. Thor P. bør være interesseret i undersøgelse Thomas Adelskov (S) mener, at sagen bør undersøges nærmere af enten bagmandspolitiet eller Farum-kommissionen. Begge instanser har mulighed for at indkalde vidner. »Hvis han har rent mel i posen, tror jeg også, at Thor Pedersen selv vil være interesseret i, at en undersøgelse kaster mere lys over sagen. Men når man husker de skiftende og mærkværdige forklaringer Thor Pedersen er kommet med i de tidligere sager, så er det svært umiddelbart at tage hans forklaringer for gode varer«, siger Thomas Adelskov til Ritzau. Usikker ministerfremtid Han mener, at sagen lægger yderligere pres på overvejelserne om Thor Pedersens fremtid som minister. »Er Thor Pedersen uskyldig, så skal det ikke lægges ham til last, men set i forhold til de andre sager, så synes jeg, der er god grund til, at statsministeren nu ganske alvorligt overvejer, om ikke Thor Pedersen er en belastning«, siger Thomas Adelskov. Thor P. afviser Thor Pedersen selv tager kraftigt afstand fra Ekstra Bladets beskyldninger. I en fax til avisen afviser han, at rabataftalen "uretmæssigt blev anvendt til at videreformidle midler til andre formål end de tiltænkte - for eksempel til Farum Boldklub". »Der er ingen sammenhæng mellem denne sag og den reklameaftale på i alt 450.000 kroner, som Jysk Rengøring A/S indgik med Farum Boldklub. Det er rent tankespind at postulere en sammenhæng«, siger Thor Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























