For 30 millioner kroner tag over unge hoveder. Det er Københavns Kommunes julegave til unge boligsøgende, når pengene forvandles til op mod 800 nye ungdomsboliger. Men for at få mest ud af millionerne går kommunen en omvej og bruger faktisk hovedparten af det bevilgede beløb på at bygge moderne familieboliger. »Det er der ingen grund til at blive forvirret af, for vi har indset, at vi både skaffer de unge og børnefamilierne de bedste boligforhold ved at omdanne små og utidssvarende lejligheder til billige ungdomsboliger. Til erstatning for de familieboliger, som på den måde nedlægges, bygger vi nye i den størrelse, familierne i dag efterspørger«, forklarer overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). 20 mio. til nye familieboliger De 30 millioner kroner er afsat i budgettet som en boligpulje, og fredag orienterede overborgmesteren repræsentanter for boligselskaber og bygherrer om den mere konkrete udmøntning af pengeposen. Beløbet på 30 millioner udgør en startkapital på syv procent af de samlede udgifter til byggerierne - bygherrerne skal skaffe resten. De 20 millioner går til byggeri af nye familieboliger på 70-100 kvadratmeter til erstatning for de 300-500 små lejligheder på 50 kvadratmeter og derunder, som omdannes til ungdomsboliger. Kramer: 'Ikke alle unge efterspørger kollegier' »Vi er meget tæt på en konkret aftale med boligselskaber om den model, hvor de leverer to små lejligheder og gør dem til ungdomsboliger og til gengæld bygger én ny familiebolig«, siger Kramer Mikkelsen - deraf navnet 2-for-1-modellen. »Samtidig med at vi moderniserer boligstandarden for familierne, får vi også billigere ungdomsboliger - og større. Ikke alle unge efterspørger kollegier, mange vil have rigtige boliger«, siger overborgmesteren. 1.800 kr. i husleje Han regner med, at omdannet lejlighed som ungdomsbolig kommer til at stå i ca. 1.800 kroner i månedlig husleje. Til sammenligning koster nye ungdomsboliger - private såvel som almene - ca. 2.800 kroner at bo i om måneden. Oprindeligt havde Københavns Kommune forestillet sig, at 2-for-1-modellen blev et landsdækkende tilbud i alle kommuner. Kommunerne enkeltvis Det var den tidligere regerings signaler, men efter regeringsskiftet er initiativet overladt til kommunerne, som til gengæld har fået fuld frihed til at omdanne små lejligheder. Tidligere skulle den slags beslutninger have en central, statslig velsignelse. Ti mio. til ungdomspuljen Den sidste tredjedel af boligpuljen går direkte til ungdomsboliger, men i stedet for at bygge kollegieværelser på rad og række introducerer kommunen en såkaldt 'fælles 4'er', som i al sin enkelthed består i at bygge store og rummelige boliger til brug for bofællesskaber eller mini-kollektiver. For de bevilgede 10 millioner kroner til det formål regner kommunen med at skaffe rum til 300 unge. Set med boligselskabernes øjne er det en optimal udnyttelse af pengene, siger direktør i KAB Jesper Nygård, og den københavnske afdeling SAB vil ifølge Nygård gerne medvirke helt konkret til at realisere 2-for-1-modellen. 'Enorm efterspørgsel' »Vi oplever en enorm efterspørgsel på store og gode familieboliger, og de små har ingen fremtid til familier. I dag bliver de ganske vist udlejet, men det er i mangel på bedre«, siger han, der ser en stor styrke for de omkringboende i at få unge naboer. »Al erfaring viser, at det gør gavn i et område at få unge mennesker til at flytte ind. De skaber liv, de sørger for, at cafeerne kommer, og det kan være med til at højne hele områder, som godt kan være blevet trætte - blandt andet på grund af den ensidige struktur med små og umoderne lejligheder«, siger han. I Københavns Kommune ligger 3.600 lejligheder på 50 kvadratmeter og derunder, og de er især placeret på Ydre Østerbro, Valby og Bispebjerg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























