Alpe-stemning og skibakke i Roskilde Skiklub

Lyt til artiklen

»Det kan faktisk ikke løbe rundt, men det er bare pragtfuldt at se alle de glade børn«, konstaterer Roskilde Skiklubs kasserer Gert Maegaard fornøjet, mens han har travlt med at finde de rigtige ski og støvler frem til kunderne bagest i skiklubbens tætpakkede bjælkehytte. Køen er lang og lokalerne faktisk lidt for små, når man skal styre rundt i et par store, stive alpinstøvler. Alligevel er humøret højt, og når man sidder ved de små borde og nyder en kop kaffe i plastickrus med pølse og brød, er stemningen helt rigtig: Udenfor vælter skigarderoberne ned ad en kridhvid bakke, og væggene er prydet med kort over alpine skiterræner, gamle norske træski og et knivskarpt foto af østrigeren Josef Walcher, hans tænder og hans popsmarte solbriller, mens han hopper med sammenlimede ski og stramme baller. Skibakke er et børnehit Jakob Munkø på fem år er sammen med sin mor Mia på vej fra den store lift til den lidt mindre lift. Jakob kunne ikke lide den store. Og som om det ikke kunne være nok, er der også noget galt med hans ski. De må af og på mange gange og til sidst byttes, da det viser sig, at de slet ikke passer til støvlerne. »Det er da vist nok den værste skidag, du nogensinde har haft«, konstaterer mor Mia. Men Jakob bliver ved. Og skibakken i Hedeland er alt i alt et børnehit. »Mange børn finder ud af, hvor dejligt det er at stå på ski her. Og jeg tror faktisk, at det tit er dem, der får lokket forældrene af sted«, siger Gert Maegaard. Gigantisk el-regning Roskilde Skiklub åbnede bakken i Hedeland i 1986. Anlægget er opført af medlemmerne, og Gert Maegaard skønner, at der er investeret mellem en og to millioner i anlægget siden åbningen. Skiklubbens fire skikanoner har kørt i døgndrift siden torsdag for at lave sne til weekenden. Det koster cirka 25.000 kroner i strøm alene. Klubben har også en lille snescooter til at køre op og starte liften fra toppen af bakken, hvis den går i stå. »Hvert år har vi 250 medlemmer på arbejde med at sælge 'skiburgere' på Roskildefestivalen. Det er det, der får det til at løbe rundt. Hvis man regner timelønnen ud, er det ikke nogen god forretning, men vi synes, det er det hele værd«, siger formand i Roskilde Skiklub Klaus Truesen. Det kræver tre gode weekender og nogle hverdage hvert år at få balance i økonomien. På en virkelig god weekend har Hedeland 400-500 besøgende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her