Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forsøger at nedtone danskernes forventning til den skattelettelse, som VK-regeringen har stillet i udsigt fra næste år. Først i slutningen af januar er regeringen klar med en analyse af de økonomiske muligheder for at sænke skatten på arbejde i 2004. »Når analysen er færdig, så gør vi status og vurderer, om der er et økonomisk råderum til at sænke skatten på arbejde«, sagde Anders Fogh Rasmussen på et pressemøde efter årets første regeringsseminar fredag. Kun et "hvis" »Så længe vi ikke er færdige med arbejdet, så siger jeg 'hvis'. Jeg vil ikke skabe større forventninger, end der er baggrund for, og jeg vil hellere overraske positivt. Min grundholdning er, at det er bedre at gennemføre skattelettelser end bare at snakke om det«, sagde Fogh. Skattelettelser er den højest prioriterede mærkesag for de konservative og deres leder, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Han forsøgte på pressemødet at lyde lidt mere optimistisk. »Der er ingen grund til bekymring. Jeg er helt overbevist om, at regeringen kommer med et udspil om skat. Det er en sag, som statsministeren og jeg afgør«, sagde Bendt Bendtsen. V og K uenige De økonomiske analyser udarbejdes af et ministerudvalg med finansminister Thor Pedersen (V) i spidsen. Når regnedrengene er færdige, sætter Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen sig sammen for at træffe den politiske beslutning om, hvordan en skattelettelse skal skrues sammen. For det er ikke kun det at finde pengene, der volder problemer for regeringen. De to regeringspartier er også grundlæggende uenige om, hvordan skatten skal sænkes. De konservative vil have lettet mellemskatten, mens Venstre går efter en form for jobfradrag, så det bliver mere økonomisk attraktivt at gå fra overførselsindkomst til lavtlønnet arbejde. Når modellen er på plads, kommer der et lovforslag, og så skal skattelettelsen være vedtaget i Folketinget inden sommer. Ingen gavebod Statsministeren afviste også enhver tanke om at bruge ufinansierede skattelettelser til at sparke gang i den danske økonomi og skaffe flere i beskæftigelse, sådan som blandt andre flere store banker har udtrykt ønske om. »Efter regeringens opfattelse er der ikke behov for nogen ændring af finanspolitikken«, sagde Anders Fogh Rasmussen. »Desuden driver regeringen ikke gavebod. En skattereform skal være finansieret, og det vil også fremgå af det oplæg, vi kommer med«. Formålet med regeringsseminaret på Havreholm Slot i Nordsjælland var at udarbejde VK-regeringens arbejdsprogram på både kort og lidt længere sigt. Der er blevet nedsat en række tværfaglige ministerudvalg, som skal fylde konkrete politiske udspil på de lidt mere langsigtede målsætninger i regeringsgrundlaget fra november 2001.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























