Fogh beklager Lomborgs afskedsvarsel

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er ked af Bjørn Lomborgs varsel om, at han vil forlade direktørstolen i Institut for Miljøvurdering før hans kontrakt udløber om fem år. »Jeg vil absolut beklage, hvis han drager den konsekvens. Men lad os nu se. Der kan ske meget i løbet af et år«, sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde i dag. Udtalelsen kommer efter, at Bjørn Lomborg i dagens udgave af BT siger, at han ikke har nogen planer om at opfylde sin femårige kontrakt med instituttet. Lomborg vil dog ikke bekræfte, at det bliver om et år, sådan som det fremgår af B.T. tirsdag. Lomborg: 'Noget af en misforståelse Bjørn Lomborg mener, at konklusionen om et år er »noget af en misforståelse«. »Men jeg har ikke lagt skjul på, at jeg ikke forventer at fortsætte i alle fem år. Jeg er grundlæggende akademiker og venter at vende tilbage til dette område. Men det betyder ikke, at jeg går og tænker på at gå af lige nu«, siger Bjørn Lomborg. Han finder det væsentligt, at Institut for Miljøvurdering bliver sat godt i gang, men ser det ikke som en "livskarriere" at være direktør for instituttet. Bjørn Lomborg understreger, at han har været meget åben om dette. Mandag fik Lomborg fortsat opbakning fra sin bestyrelse til pladsen i direktørstolen. Han er dog ifølge B.T. blevet chokeret over, hvor meget tid der skal bruges på medarbejderudvikling, lønforhold og bestemmelse af farven på døren i Institut for Miljøvurdering. Fortsat fuld tillid Statsministeren brugte desuden lejligheden til at understrege sin tillid til Bjørn Lomborg, der er udsat for heftig kritik, efter at Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) stemplede Bjørn Lomborg for letsindig omgang med data. »Afgørelsen fra UVVU siger intet om, om Lomborg har ret eller ikke ret. Den siger kun noget om metoden«, forklarede Anders Fogh Rasmussen og slog fast, at regeringen ikke har nogen planer om at nedlægge UVVU, der fra flere sider kritiseres for sin egen mangel på videnskabelighed. Bjørn Lomborg har endnu ikke taget stilling til, hvad han vil gøre ved kendelsen af Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed, der kritiserede ham for ensidighed. Lomborg overvejer fortsat sagen og vil ikke kommentere, hvilke overvejelser han gør sig i forbindelse med en eventuel anke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her