Et enigt Folketing vedtog i dag at lade et uvildigt udvalg kulegrave politikernes brug af særlige presserådgivere, de såkaldte spindoktorer, og udarbejde mere præcise regler for deres virke. Beslutningen om undersøgelsen af spindoktorerne kommer efter flere sager, hvor spindoktorerne har vildledt offentligheden. Pressechefer irettesat Seneste eksempel stammer fra finansminister Thor Pedersens (V) spindoktor. Denne blev fanget i en løgn, da han fortalte dagbladet BT, at ministeren skam boede på sin gård, og alt andet var »ondsindet nabosladder«. Både integrationsminister Bertel Haarders (V) pressechef og fødevareminister Mariann Fischer Boels (V) ditto har ligeledes tidligere fået indskærpet, at de ikke er undtaget fra de almindelige spilleregler for embedsmænd. Fogh: Reglerne efterleves ikke i praksis »Desværre har vi set eksempler på, at reglerne ikke efterleves i praksis, eksempler på, at der udvises en adfærd, som efter min opfattelse svarer dårligt overens med de krav, man må stille til embedsmandsværket«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) under debatten i dag i folketingssalen. De konservative og Venstre valgte at stemme for undersøgelsen, idet den ikke blot begrænser sig til regeringens spindoktorer, men også omfatter tiden, da Socialdemokraterne og de Radikale sad i regering. Mulighed for etisk kodeks skal undersøges SF's gruppeformand, Aage Frandsen, som har rejst debatten, vil blandt andet have klarlagt, om spindoktorer både kan være ansat af et parti og et ministerium. Samtidig vil han have klarlagt, hvilke konsekvenser det bør få, hvis en spindoktor lyver, samt om det er muligt - efter udenlandsk inspiration - at lave et særligt etisk kodeks for spindoktorerne. Kodekset skal fastslå, hvad spindoktorerne må og ikke må.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























