Bestyrelseni Institut for Miljøvurdering (IMV) risikerer fremover at måtte holde deres møder uden medlem i en af de syv stole. Og uden faglig opbakning fra de tekniske videnskabers allerhøjeste råd. Efter at professor Poul Harremoës forlod bestyrelsen i vrede, vil formanden for Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, afvente sagernes udvikling, før han tager stilling til, om rådet vil indstille en efterfølger. Men han er skeptisk overfor, om det kan lade sig gøre. »Det er klart, at når en som Poul Harremoës siger, at arbejdet i bestyrelsen ikke fungerer i praksis, så er jeg bekymret for at indstille en anden. Når Harremoës reagerer som han gør, kan man ikke affeje det med, at han er en kværulant«, siger professor ved Aalborg Universitet, Frede Blåbjerg, der er formand for Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd. Afventende indstilling Forskningsrådet har endnu ikke drøftet sagen, men Frede Blåbjergs indstilling er, at rådet er bedst tjent med at afvente, om der sker yderligere udvikling i sagerne. »Der er ingen grund til at fare ud nu og hive en ny person ind. Vi skal have ro. Men på den anden side vil jeg ikke afvise, at vi peger på en ny person«, siger Frede Blåbjerg. Næstformanden i Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, professor Erling Stenby fra Danmarks Tekniske Universitet, »har stor respekt for Poul Harremoës' kompetence«. Erling Stenby mener, at forskningsrådet bør indstille nye kandidater til bestyrelsen for Institut for Miljøvurdering, hvis rådet bliver bedt om det. Udpeges af minister Officielt er det miljøministeren, der udpeger medlemmerne af bestyrelsen efter indstilling fra organet Forskningsforum, der er et fællesorgan for de seks statslige forskningsråd. Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd indstiller til Forskningsforum, hvem der anbefales til ministeren. Forskningsrådet leverer dermed en garanti for, at fagligheden inden for miljøteknik er repræsenteret i bestyrelsen af IMV. Formanden for bestyrelsen i IMV, direktør Ole P. Kristensen vil ikke kommentere risikoen for en tom stol i bestyrelseslokalet. »Det vil jeg ikke tage stilling til. Vedtægterne siger, at der skal være syv medlemmer. Jeg går ud fra at ministeren udpeger et nyt medlem af bestyrelsen«. Kan du være sikker på det faglige niveau i bestyrelsen, hvis Forskningsforum ikke vil indstille en? »Det er en hypotetisk situation, som jeg ikke vil tage stilling til. Jeg går ud fra, at ministeren udpeger et nyt medlem«. Opfordring om konstruktivitet Formanden for Folketingets Miljøudvalg, miljøordfører Eyvind Vesselbo (V), siger, at hvis forskningsrådene er lidt konstruktive og undersøger sagen nøje, så finder de nok en egnet person som erstatning for Poul Harremoës. »Så længe der ikke er noget definitivt, så går jeg ud fra, at problemet bliver løst«, siger Eyvind Vesselbo. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har givet Institut for Miljøvurdering en uge til at komme med en redegørelse for, hvad bestyrelsen besluttede på sit møde i mandags. Ministeren har også bedt bestyrelsesformand Ole P. Kristensen og instituttet om en beskrivelse af den situation, der er opstået efter Poul Harremoës' afskedssalut, tirsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























