Forskere protesterer mod Lomborg-dom

Lyt til artiklen

Dommen over Bjørn Lomborg for at have arbejdet i strid med god videnskabelig skik har affødt en strøm af protester. Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), der kendte Lomborgs bog 'The Skeptical Environmentalist' for uredelig, modtager lørdag morgen protestunderskrifter fra 287 lektorer, professorer og andre videnskabelige medarbejdere. Usædvanlig protest Sådanne protester er usædvanlige i de videnskabelige miljøer, men underskriftindsamlingen mod UVVU har på kort tid samlet støtte fra brede dele af den danske forskningsverden. Der er en overvægt af samfundsvidenskabelige underskrivere. De står for knap halvdelen af underskrifterne. En fjerdedel er naturvidenskabelige, resten fordeler sig over felterne sundhed, jura, jordbrug, humaniora, med færrest fra de tekniske videnskaber. 'Meget tilfredsstillende' Indsamlingen er begyndt af professorerne David og Henrik Lando og Nicolai Foss. Analyseinstituttet for Forskning oplyser, at der i alt er ansat knap 13.000 egentlige videnskabelige medarbejdere - fra adjunktniveau og opefter - ved de videregående uddannelser og sektorforskningsinstitutioner. Og Henrik Lando betegner antallet af underskrivere som »meget tilfredsstillende«. Arbejdsgruppe undersøger regler Kritikken har allerede udløst en reaktion fra Forskningsstyrelsen, der nu vil lade en arbejdsgruppe vurdere om reglerne for UVVU skal ændres. Og formændene for de statslige forskningsråd hilser en debat om videnskabelig redelighed og god skik velkommen: »Spørgsmålet er jo, om vi ikke skulle have taget diskussionen om, hvad der er god videnskab med de andre videnskabsgrene i 1997, da UVVU kom til at dække alle områder og ikke bare sundhedsvidenskaberne«, siger professor, dr.med. Jens Christian Djurhuus, formand for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Glad Lomborg Direktør Bjørn Lomborg fra Institut for Miljøvurdering glæder sig over opbakningen fra de 287 videnskabsmænd og -kvinder. Han er ikke færdig med at overveje, om han vil forsøge at få Videnskabsministeriet eller andre instanser til at vurdere UVVU-afgørelsen. Videnskabsminister Helge Sander (V), ønsker ikke at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her