Farcen omkring finansminister Thor Pedersen (V) fortsætter. Denne gang er det Folketingets formand Ivar Hansen (V), som hæver pegefingeren og truer med at udsætte den omtalte debat om Thor Pedersens personlige forhold i Folketinget i morgen. Årsagen er, at Ivar Hansen undrer sig over, at den skriftlige redegørelse - som Thor Pedersen forud for debatten skal aflevere til Folketinget - søndag aften endnu ikke var afleveret. 'Kan ikke se hvorfor det skal være i sidste øjeblik' Mandag morgen er i Ivar Hansens øjne allersidste chance. »Det er ved at være sidste frist. Jeg kan i øvrigt heller ikke se, hvorfor det skal vente til allersidste øjeblik. Problemstillingen har jo været kendt længe«, siger Ivar Hansen og uddyber sin holdning: »Det er af væsentlig betydning, at den redegørelse er der i tide, så partierne har en chance for at sætte sig ind i den. Regeringen har jo sagt, at der vil komme én, og derfor skal redegørelsen være Folketinget i hænde i tide. I modsat fald kan det komme på tale at udsætte debatten. Det må partierne i givet fald tage stilling til«. Thor Pedersens egen spindoktor har tidligere over for til formiddagsavisen B.T. oplyst, at redegørelsen skulle være kommet i sidste uge. Adelskov forundret Socialdemokratiets Thomas Adelskov er forundret. »Finansministeren forklarer til alle mulige, at hans eneste problem er, at han blot har sovet for få nætter i Rørvig. Hvis det er hans opfattelse, så burde det vel ikke være så stort et problem at få afleveret den redegørelse, så Folketinget havde en mulighed for at forberede sig på debatten«, siger han. SF forundret Også SF's Kristen Touborg er utilfreds. »Jeg er forundret over, at vi ikke kan få den. Det ville give os mulighed for en helt anderledes seriøs debat. Det er uhensigtsmæssigt og uklogt, og det kunne tyde på, at de har problemer med den. Under alle omstændigheder er det i hvert fald ikke venligt«, lyder det fra Touborg. Foghs ordre Redegørelsen skal komme, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har krævet det af sin finansminister. Det er nemlig statsministeren, der skal forsvare Thor Pedersen under forespørgselsdebatten i morgen. Centralt i debatten bliver påstanden om, at Thor Pedersen skulle have vildledt Folketinget. Ministeren har i et svar til Thomas Adelskov påstået, at Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt skulle have vurderet, at hans problemer med bopæls-pligten kun rækker tilbage til november 2000. Den oplysning fra ministeren har Jordbrugskommissionen efterfølgende taget afstand fra. Det var søndag ikke muligt at komme i kontakt med Thor Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























