Russisk olietanker snart sejlklar

Lyt til artiklen

Den russiske olietanker, der tidligt tirsdag morgen blev nægtet adgang til dansk farvand, ventes at sejle videre natten til torsdag. Olietankeren ligger fortsat for anker syd for Gedser og får først lov at fortsætte, når det defekte styresystem er repareret. »Tankeren skal have en ny el-motor til styresystemet, og når den er installeret, skal Søfartsstyrelsen have et varsel på mindst seks timer, inden den kan afprøves, forklarer den vagthavende officer hos Søværnets Operative Kommando (SOK). Søfartsstyrelsen havde sent onsdag eftermiddag endnu ikke modtaget et varsel fra den russiske tanker, men forventningen var, at 'Kapitan Stankov' vil kunne lette anker omkring midnat. »Så følger vi ham op gennem Storebælt«, siger den vagthavende officer hos SOK. Ingen andre fejl og mangler Søfartsstyrelsen inspicerede tirsdag aften skibet og forsikrer, at skibet udover det defekte styresystem skulle være i orden. »Alle skibets og besætnings papirer blev gennemgået minutiøst uden at vi fandt fejl eller mangler der«, siger Just Frederiksen, skibskontrollør i Søfartsstyrelsen, til Ritzau. 70.000 tons olie i lasten Den russiske tanker, 'Kapitan Stankov', sejler under liberisk flag med 70.000 svær fuelolie i lasten. Den var på vej fra Estland til Belgien, da en dansk lods slog alarm til myndighederne der fik tankeren stoppet. Skibet er af den gammeldags og meget udskældte enkeltskrogede type. Men til forskel fra for eksempel 'Prestige' har 'Kapitan Stankov' forstærket bunden med en ekstra plade, så den bedre kan klare en eventuel grundstødning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her