På én uge har 20 danskere skrevet sig på venteliste til den schweiziske privatklinik Dignitas, som hjælper syge, ældre, deprimerede og svagelige til at dø ved at give dem en hurtigtvirkende gift. Den pludselige interesse for Dignitas kommer, efter TV 2 i sidste uge sendte et program om klinikken, som udfører behandlingen, der er forbudt i Danmark. Men i virkeligheden er de 20 danskeres ønske om at få professionel hjælp til at begå selvmord, snarere et råb om hjælp, mener formand for Etisk Råd Ole Hartling. »Det er en misforstået håndsrækning at hjælpe folk til at tage deres liv, for det viser sig gang på gang, at man kan hjælpe døende og lidende folk på en måde, man ikke skulle tro var muligt«, siger han og henviser til de danske hospicers gode erfaringer med at give pleje, omsorg og behandling til uhelbredeligt syge mennesker. Pladsmangel De fem danske hospicer afviser omkring 60 procent af de døende, der henvender sig til dem, viser et rundspørge, Dagens Medicin offentliggjorde i sidste uge. De 57 sengepladser, hospicerne tilsammen råder over, er langtfra nok til at imødekomme efterspørgslen, fortæller overlæge på Sankt Lukas Hospice og Hjemmehospice Gerd Leikersfeldt, der må afvise over to tredjedele af de døende, der ønsker hospiceplads. »Det er ganske fortvivlende, hvor mange vi må afvise. Vi er nødt til at prioritere vores patienter, og det er rædsomt, for jeg ved, at vi i mange tilfælde kan lindre symptomerne, så folk har overskud til at have samvær med familien og have små stjernestunder, som de kan nyde og mærke som kvalitet i deres liv - om det så kun er et kvarter eller fem minutter. Syge mennesker kan føle sig som en byrde for deres familie og være magtesløse over for sygdommen, men det gør en forskel, at du får kvalificeret hjælp«, siger Gerd Leikersfeldt. I de 15 år, hun har arbejdet med døende mennesker, er hun gentagne gange blevet bedt om at hjælpe folk med at afslutte livet. »Jeg har ikke mødt ét menneske, som har fastholdt sit ønske om at få hjælp til at gøre en ende på tingene gennem de forløb, vi har haft«, siger hun, der alligevel godt kan forstå, at uhelbredeligt syge, som ikke har mulighed for at få hjælp og støtte, kan få lyst til at afslutte livet. »Så må vi som samfund beslutte, om vi vil legalisere aktiv dødshjælp eller gøre behandlingen bedre. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi skal have et samfund, der sætter lindringen op på et højt kvalificeret niveau«, siger hun. Aktiv dødshjælp Det er læge og næstformand i foreningen 'En Værdig Død' Tom Alsner ikke enig i. Hans forening kæmper for at få indført aktiv dødshjælp i Danmark, og han ser de 20 danskere på ventelisten som tegn på, at behovet for dødshjælp er stort i Danmark. »Nogle mennesker vil, selv når de har fået al tænkelig omsorg og behandling, sige, at de stadig kun ønsker at dø. Det drejer sig om nogle enkelte, men dem skal vi respektere og lytte til og hjælpe til at dø«, siger han og understreger, at der skal ligge et gentaget og vedholdende ønske til grund for den aktive dødshjælp, og at beslutningen først skal træffes efter mange dybtgående samtaler med den døende. Han vil ikke anbefale folk at tage til Schweiz for at få hjælp til at begå selvmord, men han vil heller ikke advare mod at gøre det. »Jeg synes, det er godt, at muligheden findes, men det er dybt fortvivlende, at vi ikke har den herhjemme. Det er ydmygende og uhensigtsmæssigt, at folk må tage til udlandet, for fortrolighedsforholdet mellem læge og patient er meget vigtigt«, siger han. Frygter pres Etisk Råd er for øjeblikket ved at udarbejde en redegørelse om aktiv dødshjælp, som bliver færdig i år, og indtil da har rådet ikke taget stilling til sagen. Men formand Ole Hartling siger, at han frygter, at en lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark vil lægge pres på folk til at sige ja til tilbudet. »Allerede når man giver folk valget, skubber man dem lidt væk og siger, at vi godt kan undvære dem. Det vil blive lagt ind i alles bevidsted - både patientens, de pårørendes og plejepersonalets - at det er en mulighed, som man er fri til at vælge. Så bliver man tvunget til at træffe et valg. Jeg tror, at mange vil gribe dødshjælpen, fordi de følger sig som en stor belastning for omgivelserne. Det synes jeg ikke, man kan kalde et frit valg«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af mr
Debatindlæg af Caroline Wrona Stjerne
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00



























