Professor Arne Astrup overtrådte ingen regler, da han i forbindelse med sit arbejde på Landbohøjskolen udviklede slankeproduktet Speasy, som han siden solgte til det private firma Nutri Care A/S. Det konkluderer Landbohøjskolens ledelse i en redegørelse, der er afleveret til forskningsminister Helge Sander (V). Ministeren krævede i onsdags en redegørelse fra Landbohøjskolens ledelse om, hvorvidt Arne Astrup har misbrugt sin stilling som leder af Institut for Human Ernæring til at fremme private økonomiske formål. Astrup i modvind Kravet om redegørelsen kom efter, at Arne Astrup i samarbejde med læge Jan Renneberg har lanceret slankemidlet Speasy. Arne Astrup blev efterfølgende kritiseret for sin dobbeltrolle som forsker i ernæring og privat producent af et slankemiddel. Samtidig har apotekerne afvist at godkende produktet til deres sortiment, fordi dokumentationen er utilstrækkelig, mens reklamerne for Speasy er i strid med god markedsføringsskik Kritikken fik i denne uge Arne Astrup til at trække sig ud af sit engagement i Speasy. Forelagt Kammeradvokat Landbohøjskolens ledelse har forelagt redegørelsen for kammeradvokaten, der umiddelbart har erklæret sig enig i konklusionen. Ifølge Landbohøjskolens direktør, Søren Hartz, betyder redegørelsens konklusioner, at Arne Astrup kan fortsætte som institutleder. »Vi er nået frem til, at Arne Astrup faktisk har fulgt både sin ret og pligt i forhold til det produkt, han har udviklet«, siger Søren Hartz. Forskningsministeriet svarer mandag Ifølge direktør for Forskningsministeriets universitetsafdeling, Jens Peter Jacobsen, vil ministeriets jurister nu gennemgå Landbohøjskolens redegørelse. »Jeg forventer, at vi allerede mandag vil kunne tage stilling til, om vi skal have supplerende oplysninger fra Landbohøjskolen«, siger Jens Peter Jacobsen til Ritzau. Det skal blandt andet undersøges, om redegørelsen giver svar på de spørgsmål, som en række af Folketingets sundhedsordførere stillede for nylig. I de svar, som forskningsministeren gav til ordførerne, henviste han til, at ministeriet måtte vente med en del af svarene, indtil redegørelsen fra Landbohøjskolen var klar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























