Et flertal i Folketinget uden om regeringen bestående af De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti,mener, at FN's våbeninspektører skal have mere tid til at gennemføre inspektioner i Irak, før FN's Sikkerhedsråd giver mandat til en eventuel krig mod landet. Det var reaktionen på Hans Blix's redegørelse for FN's Sikkerhedsråd i dag. Mogens Lykketoft støtter det franske forslag om, at våbeninspektørerne skal have mere tid og først igen rapportere til FN's Sikkerhedsråd den 14. marts. »Det vigtige er, at der nu er en tidsplan i Sikkerhedsrådet, som der kan findes flertal for, og at USA og Storbritannien retter sig efter det. Det ville være helt katastrofalt for enhver tanke om at opbygge en ny og stærkere verdensorden, hvis USA og Storbritannien starter en krig på denne baggrund og imod et flertal i Sikkerhedsrådet«, siger Mogens Lykketoft. Regeringen afventer Hverken statsministeren Anders Fogh Rasmussen (V) eller forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) kommenterede i dag Hans Blix' redegørelse for FN's Sikkerhedsråd. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udsendte en pressemeddelelse, hvori han dog ikke tog stilling til, om våbeninspektørerne skal have mere tid. Det er op til FN's Sikkerhedsråd, som regeringen giver sin fulde støtte, lyder det. Per Stig Møller hæfter sig ved, at det internationale samfund er langt fra målet om en afvæbning af Saddam Hussein. »Vi mangler fortsat forklaringer på, hvor store mængder af kemiske og bakteriologiske kampstoffer er blevet af. Vi er derfor stadig langt fra målet i det internationale samfunds krav til Irak: Iraks afvæbning for masseødelæggelsesvåben«, siger Per Stig Møller.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























