Hovedpinepiller i søgelyset i selvmordssager

Lyt til artiklen

Et glas med 100 hovedpinepiller i medicinskabet kan være farligt, hvis livet går én imod. Antallet af forgiftninger på grund af smertestillende midler, som kan købes i håndkøb, har været stærkt stigende i de seneste år, og derfor overvejer Lægemiddelstyrelsen nu, om de store pakninger for fremtiden kun skal kunne købes på recept. Det drejer sig om smertestillende midler med stoffet paracetamol, der herhjemme sælges under navne som bl.a. Panodil, Pinex og Pamol. I 2000 blev blev 1.630 personer indlagt på danske sygehuse efter selvmordsforsøg med den slags piller, hvilket er mere end seks gange så mange som i 1990. I 1999 - det seneste år, der er tal for - døde mindst 20 personer af paracetamolforgiftning. Opfordring til små pakker På den baggrund har overlæge i psykiatri på Bispebjerg Hospital Merete Nordentoft igen opfordret Lægemiddelstyrelsen til at begrænse salget af paracetamolmidler uden recept til kun at omfatte små pakninger med maksimalt 25 piller. Igen, fordi det forslag allerede blev fremsat i 1998, da et udvalg med Merete Nordentoft som formand fremlagde en handlingsplan til forebyggelse af selvmord. »Det kan godt undre mig, at der ikke er sket noget på det punkt«, siger Merete Nordentoft til Politiken. Ifølge Apotekerforeningens blad Farmaci bakkes ønsket om at få flyttet de store pakninger fra håndkøb og over på recept i dag op af både Apotekerforeningen og medicinalfirmaet GlaxoSmithKline, der producerer hovedpinepillen Panodil. Andre piller giver maveblødninger Lægemiddelstyrelsen har på den baggrund indkaldt til et møde med Registreringsnævnet, som er den instans, der skal tage stilling til en ændring. En af betænkelighederne ved at flytte de store pakninger af paracetamol-midlerne over på recept er, at det kan flytte forbruget over på den anden type af smertestillende midler i håndkøb - piller hvis aktive stof er acetylsalicylsyre, der har flere bivirkninger end paracetamol. Det drejer sig om Magnyl og Kodimagnyl, der kan give maveblødninger. »Billedet er ikke så enkelt. Rigtigt brugt er paracetamol et af de mest sikre stoffer«, siger kontorchef Per Helboe, Lægemiddelstyrelsen. Det lumske ved paracetamol er imidlertid, at det i en overdosis kan give alvorlige leverskader, der i mange tilfælde medfører døden, hvis der ikke behandles med modgift inden for helst ét og højst to døgn. Og at skaderne opstår, uden at personen behøver at få symptomer. I værst tænkelige tilfælde kan en person altså vågne op efter et mislykket selvmordsforsøg - tilfreds med at være i live og tilsyneladende rask - og så alligevel dø en smertefuld død efter nogle dage. »Det sker ikke med acetylsalicylsyre, fordi den forgiftning giver så alvorlige symptomer, at de ikke kan overses«, siger afdelingslæge Bolette Christophersen, Giftinformationen på Bispebjerg Hospital. Mangler viden Antallet af forgiftninger på grund af acetylsalicylsyre lå i 2000 på 383 - altså under en fjerdedel af tallet for paracetamol. I 1999 døde 14 personer af forgiftninger med dette stof. »Begge typer forgiftninger kan behandles, hvis folk kommer i tide«, siger Bolette Christophersen. Hun mener, at der mangler almindelig viden i befolkningen om riskoen ved medicin som smertestillende midler. »Det er vigtigt at understrege, at bare fordi noget kan købes i håndkøb, betyder det ikke, at det er ufarligt«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her