Per Stig: Krigstruslen er nødvendig

»Hvis man ønsker at sikre freden, må man forberede sig på krig«, siger Per Stig Møller mandag. - Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
»Hvis man ønsker at sikre freden, må man forberede sig på krig«, siger Per Stig Møller mandag. - Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

Kun truslen om krig vil få den irakiske leder Saddam Hussein til at forstå alvoren i budskabet om, at det internationale samfund ønsker en afvæbning af Irak, siger Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller (K), mandag ved ankomsten til det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles. Den danske udenrigsminister støtter den amerikanske holdning til, at Irak skal afvæbnes militært, hvis han ikke opfylder FN's krav. Håber på fælles ståsted »Hvis man ønsker at sikre freden, må man forberede sig på krig. Kun truslen om krig vil få Saddam Hussein til at acceptere, hvad resten af verden kræver af ham«, siger Per Stig Møller til Ritzau. Den danske udenrigsminister håber i lighed med de øvrige EU-ministre, at EU vil finde et fælles ståsted på det udenrigspolitiske område. Ingen kompromisser Men ingen lod til at have ændret holdning eller at have medbragt et kompromis til forhandlingerne i Bruxelles. Per Stig Møller understreger, at det er op til den irakiske leder, hvis en krig i Irak skal undgås. »Saddam Hussein skal lægge sine ting frem og vise FN's våbeninspektører alt. Hvis han har noget eller gemmer noget, så skal han afvæbnes«, siger Per Stig Møller. Fogh: 'Forankring' i FN Herhjemme har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mandag morgen slået fast, at han lægger vægt på bred enighed om den danske Irakpolitik. Anders Fogh Rasmussen gentog efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn til morgen, at en eventuel krig skal 'forankres' i FN. Vil næppe bruge DF-flertal Hvad han mere præcist lægger i det, ønskede statsministeren ikke at uddybe. Dermed vil regeringen næppe bruge sit flertal med Dansk Folkeparti til at gennemtrumfe dansk støtte til en amerikansk-britisk enegang udenom FN i Irakkonflikten. Mere tid til inspektioner Statsministeren ønskede heller ikke at kommentere resolution 1441, hvor der står, at såfremt der fra irakisk side er tale om et 'åbenbart brud' (material breach) på resolutionen, vil det få 'alvorlige konsekvenser'. »Det, vi bare kan konstatere, er, at der arbejdes på at vedtage en ny resolution som bekræfter indholdet og formålet med 1441. Jeg vil slet ikke gå ind i de spekulationer, da vi stadig håber, at det her vil ende med en afvæbning af Saddam Hussein, uden at man tager militære midler i brug«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Derfor bliver der heller ikke sat en dato på, hvor længe Saddam Hussein har til at leve op til resolutionen. Danmark vil dog på dagens EU-topmøde opfordre til, at FN's våbeninspektører får forlænget deres arbejdsmandat, samtidig med at det militære pres fastholdes på Irak. Håber på enighed i EU Statsministeren håber, at EU på mødet i dag atter kan finde fodslag i spørgsmålet, som har splittet Unionen. Allerede i formiddag samles de 15 udenrigsministre. Klokken 18 slutter stats- og regeringscheferne - og dermed også Anders Fogh - sig til. På forhånd er der lagt op til et møde i dyb splittelse. Den italienske avis Corriere della Sera skrev i går, at 'Europa har aldrig været så splittet siden Anden Verdenskrig'. Flere medlemslande har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor Grækenland indkalder til et møde, der kan udstille den interne uenighed i endnu højere grad end det hidtil er sket. Det græske formandsskab siger, at 'det hviler på formandskabets skuldre at gøre forsøget' på at blive enige. EU-topmødet er det første siden otte af de 15 EU-lande i slutningen af januar underskrev et kontroversielt støttebrev til fordel for USA's hårde linje over for Iraks diktator Saddam Hussein. Initiativet kom fra Spanien, og Anders Fogh Rasmussen var blandt underskriverne. 50 millioner til humanitær bistand På mødet i Udenrigspolitisk Nævn fortalte statsministeren også Folketingets partier, at Danmark vil afsætte 50 millioner kroner til humanitær bistand i forbindelse med en eventuel krig. Desuden vil den danske kystubåd 'Sælen' snarest få ordre til at sejle til Den Persiske Golf. Ubåden har siden jul ventet på nærmere besked fra sin nuværende position ved en amerikansk flådebase i Tyrkiet. »Det skal kun tolkes på den måde, at vi aktivt deltager i opbygningen af presset på Saddam Hussein. Der er ikke dermed truffet nogen som helst beslutninger om, hvorvidt der skal være en militær konflikt - og om Danmark skal deltage heri. Det er alene et spørgsmål om teknisk klargøring«, forklarer Anders Fogh Rasmussen til Ritzau. En endelig beslutning om 'Sælens' deltagelse i en eventuel Irakkrig kræver et beslutningsforslag i folketingssalen. Dansk uenighed om FN-mandat Dansk Folkeparti støtter et amerikanskledet angreb på Irak, også selvom FN's Sikkerhedsråd ikke har godkendt det. »Jeg så helst, at FN's Sikkerhedsråd blev enig. Men opstår den situation, at man ikke kan blive enig, så vil vi støtte USA og de allierede«, siger Peter Skaarup til Ritzau. Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, mener ikke, at USA og Storbritannien kan starte en krig på baggrund af FN-resolution 1441 om afvæbning af Irak. Han har ikke noget specifikt bud, hvordan FN's støtte kan sikres. »Det kan være en ny resolution, men det kan også foregå på anden vis. Jeg ved ikke, om vi taler om det samme (som regeringen, red.). Det må vise sig hen ad vejen«, siger Mogens Lykketoft til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her