Hjemmeværnet svarer igen mod truslen om at blive nedlagt.
Den politiske chef, Erling Christensen, truer med, at så vil Hjemmeværnet oprette små selvstændige militsgrupper med våben rundt om i hele landet, som så ikke er under kontrol af staten.
Dermed vil en husmor i Hjørring en tilfældig lørdag kunne kigge ud gennem sine køkkenvinduer og se en flok mænd traske af sted med våben under armen. Uden kontrol overhovedet.
»Det kan man da sagtens. Det gjorde man også for over hundrede år siden, da man lavede de frivillige skytteforeninger og så videre. Så selvfølgelig kan folk gå sammen, hvis de mener, at der er brug for et hjemmeværn i Danmark«, siger Erling Christensen til Radioavisen.
Hvor vil de få våben fra?
»Der er masser af våben i Danmark i dag. Hjemmeværnets våben er kun en lille brøkdel af de våben, der findes i Danmark. Så man kan selv skaffe sig våben«.
Også på lovlig facon?
»Ja. Man kan da bare få en våbentilladelse, ligesom der er hundredtusindevis af medlemmer af skytteforeninger og jægere, der har våben. Så det er da intet problem«, siger han.
Udsigten til små militsgrupper bekymrer især de radikale. Forsvarsordfører Morten Helveg Petersen er bange for, hvem de små militsgrupper kunne finde på at gå til angreb på. Derfor har han stillet følgende spørgsmål til forsvarsministeren:
»Er ministeren enig i og tryg ved den positive indstilling til bevæbnede gruppers uafhængighed af staten, som Hjemmeværnets kommitterede Erling Christensen udtrykker?«.
Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) tygger på spørgsmålet.
»Aahh. Det vil jeg helst ikke kommentere lige nu«, siger han til Politiken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























