Strid i industrien om klimaplan

Elsam og Energi E2 får stensikkert en central rolle i regeringens klimastrategi. - Foto: Jan Grarup.
Elsam og Energi E2 får stensikkert en central rolle i regeringens klimastrategi. - Foto: Jan Grarup.
Lyt til artiklen

Dansk erhvervsliv er splittet i holdningen til regeringens klimaplan. Hovedorganisationen Dansk Industri er ganske godt tilfreds med, at en meget stor del af ansvaret for klimapolitikken nu bliver lagt over på erhvervslivets skuldre, men Ingeniørforeningen og Rockwool mener, at planen er for kortsigtet og for lidt fokuseret på teknologiske muligheder i Danmark. Køb af billige CO2-kvoter i udlandet er krumtappen i VK-regeringens klimastrategi, og de store kraftværksselskaber Elsam og Energi E2 får stensikkert en central rolle. Hvem der i øvrigt kommer med i CO2-handelsklubben vil blive afgjort, når EU's kvotedirektiv - der pålægger Europas store virksomheder at mindske deres CO2-udslip - bliver endeligt vedtaget og ført ind i dansk lov. Ikke til skade for konkurrenceevnen Direktør Kim Graugaard fra Dansk Industri skønner, at 25-30 virksomheder med et relativt højt energiforbrug vil blive omfattet. Kim Graugaard mener, at regeringens klimastrategi er udtryk for en »afgørende nyorientering« bort fra en enøjet og dyr national satsning. Analysen bag strategien viser ifølge Kim Graugaard, at Danmark står over for en overraskende stor opgave, men han hæfter sig ved, at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) lover, at den fremtidige indsats ikke vil skade konkurrenceevnen i det danske erhvervsliv. Elsams direktør Peter Høstgaard-Jensen siger, at klimastrategien »umiddelbart ser fornuftig ud«. Elsam får lov til at eksportere el for fuld kraft og glæder sig over, at der snart bliver mulighed for at lave klimaprojekter i udlandet og købe internationale CO2-kvoter. »Vi vil benytte det handelssystem og det marked, der opstår«, siger Peter Høstgaard-Jensen, der ikke forventer, at det bliver muligt at skelne mellem kvoter fra de enkelte lande. Derfor vil han ikke udelukke, at Elsam kommer til at købe for eksempel russiske kvoter. Stadig muligheder i Danmark Rockwool får formentlig også mulighed for at handle kvoter, men Claus Bugge Garn, der er direktør for marketing og påvirkning af standarder, er »ikke særlig imponeret« over planen. Claus Bugge Garn mener, at der stadig er lønsomme CO2-reduktioner at hente ved at efterisolere danske boliger. Isolering giver CO2-gevinster i årtier, mens CO2-kvoter skal købes år efter år, påpeger han. Også Ingeniørforeningens formand, Per Ole Front, advarer mod ensidigt sats på kvotekøb. Han mener, at det er bedre at bruge pengene aktivt på udvikling af vedvarende energi, »for vi er ikke færdige med det her i 2012«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her