DF skælder ud på tingets formand

Lyt til artiklen

For anden gang på to uger har Folketingets formand Ivar Hansen (V) påkaldt sig Dansk Folkepartis vrede. Folketingsmedlem Jesper Langballe (DF) er sammen med Folketingets anden næstformand Poul Nødgaard (DF) dybt skuffet over Ivar Hansen, som de beskylder for at tale med to tunger. Sagen drejer sig om Jesper Langballes beskyldning mod to tidligere S-ministre for at have drejet partiets sikkerhedspolitiske kurs i retning af nogle »landsforræderiske tendenser« i sidste del af den kolde krig. Den udtalelse fik de to tidligere ministre Ole Espersen (S) og Kjeld Olesen (S) til at bede præsidiet tage stilling til, om Poul Nødgaard burde have grebet ind over for partifællen. Svar til ministrene Alle andre medlemmer har sagt, at de ville have grebet ind i samme situation, men onsdag lykkedes det Præsidiet at finde sammen om et svar til ministrene, som også Poul Nødgaard kunne skrive under på. Stor var Dansk Folkepartis overraskelse, da Ritzaus Bureau i går eftermiddag kunne citere Ivar Hansen for, at Jesper Langballe »klart« overskred den usynlige grænse for Folketingets debatform. »Uhyrlig« udtalelse »Udtryk af den karakter bør straks medføre, at formanden i stolen bør henstille til både den, der fremsætter udtalelsen, men også til debattørerne, at udvise den hensynsfuldhed og agtpågivenhed, som følger med den meget vidtgående ytringsfrihed, som vi meget gerne vil beskytte«, sagde Ivar Hansen til Ritzau. I brevet til de to ministre, der blev afsendt fra Folketinget i går, afviser Præsidiet at tage stilling til Nødgaards håndtering af sagerne. »Præsidiet er næppe egnet til en sådan opgave, og det er da heller ikke forudset i grundloven eller Folketingets forretningsorden, at Præsidiet skal foretage en efterfølgende bedømmelse af enkeltsager«, hedder det i brevet. På den baggrund finder Jesper Langballe udtalelsen uhyrlig. »Det her er simpelthen under al kritik. Man laver udtalelse fra Præsidiet, og så siger formanden det stik modsatte til pressen. Han må enten være meget konfliktsky, eller også må han være meget forvirret. Jeg kan ikke give nogen psykologisk begrundelse for det. Hans opførsel er fuldstændig uhørt«, siger han. Ingen næse Poul Nødgaard er også overrasket. »Når han pludselig går ud og siger, at jeg er gået langt over stregen, og jeg i øvrigt ikke får en næse for det, jamen, så hænger det ikke sammen«, siger han. Kjeld Olesen er tilfreds med brevet fra Præsidiet. Den er så tæt på en undskyldning, som det overhovedet er muligt, mener han: »Når formanden skriver, at der skal vises et særligt hensyn til personer, som ikke har mulighed for at forsvare sig, så er det så tæt på en undskyldning som overhovedet muligt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her