To danske officerer - en premierløjtnant og en major - sigtes for pligtforsømmelse i forbindelse med sprængningsulykken i Kabul i Afghanistan den 6. marts sidste år, da tre danske og to tyske soldater mistede livet. De danske og tyske ingeniørtropper blev dræbt, da de var i gang med at demontere et russisk bygget SA-3 jord-til-luft-missil. Risikerer et halvt års fængsel De to officerer sigtes efter den militære straffelovs paragraf 15, der kan give fra bødestraf og op til seks måneders fængsel. »De to er sigtet for, at de som førere ikke har levet op til deres ansvar og ikke har indhentet de nødvendige oplysninger for at løse den opgave. Det gælder oplysninger om missilerne og deres farlighed, og at de har ikke ført tilsyn og kontrol«, siger auditør Benny Holm Frandsen fra Forsvarets Auditørkorps til Ritzau. Juridisk gennemgang afsluttet Benny Holm Frandsen har netop afsluttet den juridiske gennemgang af den fælles dansk-tyske kommissionsrapport, som forsvarschef Hans Jesper Helsø offentliggjorde i november. De to officerer kan nu se frem til at skulle afhøres med sigtedes rettigheder med advokatbistand. Benny Holm Frandsen har ingen prognose for, hvornår efterforskningen ved auditørkorpset kan være afsluttet, men skyder på, at det bliver inden sommerferien. 14 ringbind »De to officerers forsvarere skal nu have overdraget den komplicerede sag, der fylder 14 ringbind. Så skal advokaterne have tid til at læse den, inden vi kan komme i gang med de yderligere afhøringer«, siger Benny Holm Frandsen til Jyllands-Posten. Benny Holm Frandsen vil ikke udtale sig om, hvad det vil betyde for de tos ansættelsesforhold i forsvaret, hvis de bliver dømt for pligtforsømmelse. Utallige procedurer ikke overholdt I den rapport, som forsvarschef Hans Jesper Helsø offentliggjorde i november, slås det fast, at det var mangel på klare ordrer, brud på utallige sikkerhedsprocedurer og psykologiske mekanismer, der førte til ulykken. De danske soldater udførte et dødsensfarligt arbejde, de efter al sandsynlighed ikke havde fået ordre til og ej heller var uddannet til, hedder det i rapporten. Arbejdede direkte på sprænghovedet Det var minørernes direkte arbejde inde i sprænghovedet, der fik det 30 år gamle russiske missil til at gå af. Om det var gruppepres eller unge mænd, der ikke tænkte på konsekvenserne af et arbejde, de ikke måtte udføre, ville forsvarschefen i november ikke udtale sig om. »Jeg må desværre konstatere, at selv om der er tale om rutinerede soldater, så er der alligevel sket en forglemmelse af gældende procedurer, sikkerhedsbestemmelser og desværre også i nogen grad sund fornuft. Jeg hæfter mig derfor ved rapportens bemærkninger om psykologiske forhold og mekanismer, som kan spille ind«, sagde forsvarschef Hans Jesper Helsø.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























