Det er falsk tale, når miljøminister Hans Christian Schmidt (V) siger, at han har sikret fremtidens danske drikkevand, mener miljøordfører Jørn Jespersen (SF). »Vores opfattelse er helt klart, at de nye retningslinjer fra EU vil betyde, at der vil komme så kraftige sprøjtemidler på det danske marked, at vores rene drikkevand er truet. Miljøministeren har intet opnået i denne sag«, siger Jørn Jespersen, der har bedt ministeren forklare sig over for Folketingets Miljøudvalg. Undtagelser undsiges Ifølge ministeren har EU-kommissionen undtaget Danmark fra en ny vejledning fra EU. Vejledningen tillader sprøjtegifte på markedet, der vil efterlade op til 100 gange flere rester af pesticider i grundvandet end i dag. Omvendt mener både jurister, vandværker og naturens repræsentanter, at undtagelsen ikke er det papir værd, den er skrevet på. De frygter, at danskerne fremover ikke kan drikke urenset vand, og at plante- og dyrelivet i vandløb og søer vil tage alvorlig skade. Danmark for retten Per Kristensen, direktør i Dansk Planteværn, brancheorganet for landets producenter og importører af sprøjtemidler, mener, at Danmark risikerer at blive trukket for EF-domstolen, hvis producenter nægtes adgang til det danske marked. Han pointerer, at landmændene herhjemme har en naturlig interesse i at konkurrere på lige fod med deres udenlandske kollegaer. »I Tyskland og Frankrig kan der være plantebeskyttelsesmidler mod eksempelvis svampesygdomme i korn, som landmændene er interesserede i, men som de danske myndigheder ikke vil tillade. Der kan det komme på tale, at en producent vil anlægge sag mod Danmark«, siger han. Ministeren ikke i tvivl Miljøministeren vil ikke forholde sig til, om EF-domstolen eventuelt vil tvinge Danmark til at godkende nye sprøjtegifte stik imod EU-kommissionens løfte. »Alt her i livet indebærer en vis risiko. Jeg forholder mig blot til, at EU-kommissionen - som i øvrigt selv udarbejder vejledningen - på mødet i rådet forleden sagde og førte til protokols, at Danmark kan beholde sine egne regler. Jeg har ingen grund til at betvivle den udmelding«, siger Hans Christian Schmidt. Det har ikke været muligt at læse protokollen fra rådsmødet. Det ligger først klar om en måned.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























