Et hold piller fra familielægen, en ny omgang tabletter på sygehuset og en tredje slags medicin, som vagtlægen skriver ud i en sen nattetime. I dag er det op til patienten at holde orden i medicinskabet, men med et lovforslag fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal alle danskere have hver sit elektroniske medicinskab. Eller elektronisk medicinprofil, som barnet er døbt. »Det sker af hensyn til patienternes sikkerhed. I dag er for mange - især ældre mennesker - udsat for, at de ikke får den rette medicin i de rette doser, fordi overblikket mangler. Vi vil gerne undgå, at folk bliver fejlmedicineret«, siger ministeren som baggrund for det elektroniske medicinskab, som behandles første gang i Folketinget onsdag. Etisk Råd og Forbrugerrådet er bekymret Helt konkret skal de læger, patienten kommer i kontakt med, registrere elektronisk, hvad vedkommende har fået på recept, og i hvilke doser medicinen skal indtages. Dermed kan andre læger, som patienten kommer i kontakt med -det kan være i forbindelse med indlæggelse på sygehus, ved besøg af vagtlæge, eller hvis patienten også behandles af en speciallæge - kigge ind i medicinskabet og dermed undlade at give samme præparat eller nogle helt andre oveni. Både Etisk Råd og Forbrugerrådet er betænkelige ved nyskabelsen - ikke mindst på grund af den øgede registrering af meget følsomme oplysninger. »Dertil kommer, at der i lovudkastet ikke er en forpligtelse til, at den praktiserende læge faktisk bruger de oplysninger, han eller hun nu får adgang til. Uden en forpligtelse til lægen om en eller flere gange om året at gennemgå ordinationerne med patienten virker det endnu mere ubegrundet at foretage den omfattende registrering«, siger sundhedspolitisk medarbejder Margrethe Nielsen fra Forbrugerrådet. Bivirkninger væk De praktiserende læger og Amtsrådsforeningen er til gengæld glade for det nye instrument. I den økonomiske aftale mellem amterne og regeringen fra sidste sommer gav parterne hinanden håndslag på at indføre de elektroniske medicinprofiler. »En elektronisk registrering vil helt sikkert komme patienterne til gode, fordi vi på den måde får en god metode til at forebygge fejlmedicinering og dermed dæmme op for de grimme bivirkninger, som for mange og forkerte ordinationer på én gang kan betyde«, siger Jørgen Lassen, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO). PLO-formanden kalder bekymringerne om overdreven overvågning for »spekulative«. »Det minder mig om dengang, vi fik personnumre, og mange også var dybt angste. Det er altså ikke noget, vi oplever i konsultationerne. De fleste patienter har ikke noget imod, at vi ved det hele om dem, og med profilerne får vi bare en nemmere adgang. De eneste, som vil have noget imod det, er formentlig medicinmisbrugere, som shopper fra læge til læge for at få ekstra medicin«, siger Jørgen Lassen. Mere kvalitet i behandling Heller ikke Patientforeningen Danmark er meget bekymret, men betragter de nye profiler som et ryk i retning af større kvalitet i behandlingen. »Vi ved jo, at alt for mange mennesker får alt for meget medicin blandet sammen, og de bliver mere syge end raske af det«, siger patienternes formand, Marianne Thomsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























