Risikoen for, at danske soldater bliver slæbt for en krigsforbryderdomstol, hvis Danmark vælger at støtte en krig mod Irak uden FN-mandat, holder ikke formændene for de danske soldaters organisationer vågne om natten. Det er professor ved Københavns Universitet, Ole Espersen, ekspert i folkeret og menneskerettigheder, der over for Radioavisen har påpeget, at såvel ansvarlige danske politikere som danske soldater i den yderste konsekvens kan risikere at ende for en international krigsforbryderdomstol, hvis Danmark deltager i en krig, der ikke er sanktioneret af Sikkerhedsrådet. Men det aspekt er ikke noget, man indtil videre har brugt tid på at drøfte i Hærens Konstabel- og Korporalforening, siger formand Svend Erik Larsen: »Teoretisk set er risikoen vel til stede, og det er der ikke noget nyt i. Den diskussion havde vi for eksempel også inden den danske deltagelse i krigen i Kosovo og Serbien, som jo også foregik uden FN-mandat«, påpeger Svend Erik Larsen. Risikoen skal undersøges Han forudsætter dog, at den danske VK-regering nøje undersøger de folkeretslige aspekter, herunder risikoen for at blive slæbt for en domstol, inden der spilles ud med dansk støtte til en mulig kommende krig. »Og jeg forventer selvfølgelig også, at regeringen fortæller befolkningen og os resultaterne af en undersøgelse. Så vi ved, hvad vi har at rette os efter«, siger Svend Erik Larsen. Også Steen Martinussen, formand i Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), forventer, at den danske regering afklarer disse forhold, inden der træffes afgørelse, om danske soldater skal i krig i Irak. Vi gør, hvad vi får ordre til »Jeg er ikke ekspert. Men generelt vil danske soldater vel kunne retsforfølges, hvis de begår overgreb - uanset om en krig er FN-støttet eller ej«, siger Steen Martinussen. Svend Erik Larsen foretrækker så absolut, at en dansk deltagelse i en Irak- krig sker på baggrund af et FN-mandat. »Det vil for mig at se betyde de klareste linjer«, siger han, der også helst ser, at en eventuel dansk deltagelse har et solidt folketingsflertal i ryggen. Men, understreger Svend Erik Larsen: »Vi gør under alle omstændigheder, hvad vi får ordre til«. Denne holdning deles af HOD, siger Steen Martinussen.
142 kr. for resten af året
Politiken fylder 142 år, og derfor kan du læse og lytte med resten af året for kun 142 kr. Er der en bedre måde at fejre os selv på? Nej, det synes vi heller ikke.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Få de bedste historier i indbakken
Vi har nyhedsbreve om alt lige fra klassisk musik til chefredaktørens anbefalinger.
Parret nåede at få 27 børn, før de blev stoppet. En vulgær idé drev dem
Klumme af Anton Jäger
Uden for citat
Leder af Christian Jensen