Den stigende brug af tvang mod psykisk syge patienter og de store forskelle i tvangsanvendelsen fra den ene afdeling til den anden i Danmark er uacceptabel, mener Amtsrådsforeningen, der driver de psykiatriske afdelinger. Derfor skal brugen af bæltefikseringer, hånd- og fodremme, tvangsmedicinering, beroligende indsprøjtninger, tvangstilbageholdelser og tvangsindlæggelser nu begrænses ved at gennemføre et nationalt kvalitetsløft af behandlingen af de psykiatriske patienter. Det skal ske efter en model, der med held har været anvendt i Norge. Her blev brugen af tvang i løbet af blot ni måneder nedsat med mellem 20 og 50 procent på de psykiatriske afdelinger. »Det er afgørende for at få en bedre psykiatri, at vi har mod til at gå nye veje«, sagde formanden for Amtsrådsforeningen, amtsborgmester Kristian Ebbensgaard (V), da han i går bebudede den nye plan på foreningens konference om tvang i psykiatrien på Hotel Hilton ved Københavns lufthavn. »Målet er at få et nationalt kvalitetsløft af indsatsen og en reducering af tvangsanvendelsen«. Amternes formand tog afsæt i nye tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at antallet af psykisk syge, der blev udsat for tvang, steg med 10 procent - 500 personer - fra 2000 til 2001. Det er ikke rare tal, konstaterede Kristian Ebbensgaard, der var endnu mere kritisk over for de store forskelle på, hvor meget tvang der anvendes i de forskellige amter. I Ribe Amt er det 12 procent af patienterne på de psykiatriske afdelinger, der udsættes for tvang. I Ringkøbing Amt er det 30 procent. »Det kan ikke være en tilfældighed. For store forskelle er uacceptabelt«, sagde Kristian Ebbensgaard. Kvalitetsløft Ideen til at gennemføre et kvalitetsløft af indsatsen på de psykiatriske afdelinger efter norsk model er kommet fra Dansk Psykiatrisk Selskab. Formanden, lægefaglig direktør Søren Bredkjær, sagde på konferencen, at det er afgørende, at de psykisk syge og deres pårørende også inddrages i projektet, som han håber kan blive igangsat i 2004. »Tiden er moden, selv om hverdagen er presset, og vi mangler personale på afdelingerne. Men der er brug for nye holdninger og for at ændre klimaet mellem personale og patienter«, sagde Søren Bredkjær, der mener, at man bør sætte det som mål at reducere tvangsanvendelsen med 20 procent. Administrerende overlæge Per Føyn fra Aker Sygehus i Norge fortalte på konferencen om det norske »gennembrudsprojekt«, som i løbet af ni måneder i 2000 og 2001 havde reduceret tvangsanvendelsen på de psykiatriske afdelinger med mellem 20 og 50 procent, uden at behandlingen af patienterne blev uforsvarlig. »Tiltagene kunne virke latterligt enkle, men de virkede«, sagde Per Føyn. Blandt tiltagene var, at læger og personale fik pligt til at informere patienterne om behandlingen, og de skulle sikre sig, at patienten forstod det. De skulle registrere, hvad de gjorde og måle, om målene blev nået. Det blev indført, at alle psykiatriske patienter blev modtaget med et måltid mad og en snak over bordet, når de ankom til en psykiatrisk afdeling. Faggrupperne skulle samarbejde på tværs, og mange afdelinger måtte ændre deres husorden, der ofte var mere end 15 år gammel. »18 afdelinger deltog, og næsten alle afdelingerne nåede deres mål«, sagde Per Føyn, der kunne fortælle om afdelinger, der havde reduceret anvendelsen af bæltefiksering med mere end 40 procent, mens andre havde skåret den gennemsnitlige indlæggelsestid ned med 30 procent. Advarer mod sammenligning Mens afdelingschef i Sundhedsministeriet, Vagn Nielsen, advarede mod at sammenligne de enkelte psykiatriske afdelinger med hinanden, så havde det norske projekt vist, at »sund konkurrence« mellem afdelingerne var med til at nedbringe tvangen, sagde Per Føyn. Karl Bach Jensen fra Landsforeningen af Psykiatribrugere mener, at erfaringerne fra Norge viser, at det er helt »banale ting«, der skal til for at begrænse tvangen. »Det fortæller noget om den armod, der er inden for psykiatrien«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























