FN skal stå for den humanitære indsats og genopbygningen af Irak efter krigen. Det fastslår både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K), som afviser kritikken af, at Danmarks bidrag til genopbygningen kommer fra ulandsbistanden. »Det er vores politik, at FN skal ind så hurtigt som muligt i forbindelse med opbygning af centraladministration, stabilisering af landet og ledelse af overgangssituationen«, sagde Per Stig Møller efter møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Ligger det helt fast for den danske regering, at FN skal ind i genopbygningen. At den ikke kan ledes af USA? »Det er også State Departments ønske (det amerikanske udenrigsministerium, red.). Men selvfølgelig kan man ikke nedlægge våbnene, før FN er på plads. Der vil altid være et slip, fra krigshandlingerne hører op, til den FN-bårne overgangsregering kan tage over«. Per Stig Møller forventer, at FN kan nå til enighed om indsatsen efter krigen. Selv om FN's Sikkerhedsråd ikke kunne blive enige om krigen. »Det håber jeg meget kraftigt. Nu må vi få de internationale organisationer til at hænge sammen igen«, siger Per Stig Møller, som påpeger, at EU-erklæringen fra topmødet før weekenden også kræver FN ind i genopbygningen. Fogh: FN central På et pressemøde efter nævnsmødet erklærede statsministeren sig helt enig. »Holdningen er meget klar. FN bør spille en central rolle i forbindelse med genopbygningen«, sagde Anders Fogh Rasmussen, som understregede, at det synspunkt har både Storbritannien, Spanien og Danmark gjort USA klart. Socialdemokratiet opfordrer indtrængende VK-regeringen til at stå fast på den holdning. »Det er utrolig vigtigt, at det er verdenssamfundet, der står for genopbygningen, og at det ikke bliver et amerikansk militærprotektorat. Så er der endnu større risiko for at antænde krudttønden i Mellemøsten«, siger S-formand Mogens Lykketoft. Regeringen har foreløbig bevilget 300 mio. kr. til genopbygningen. Både oppositionen og Røde Kors har kritiseret, at pengene kommer fra ulandsbistanden. Men regeringen understreger, at bevillingen kommer fra en reservekonto. Pengene tages ikke fra de fattigste »Pengene går ikke fra ulandsprogrammer. Det er ikke rigtigt, når Røde Kors siger, at de kommer fra de fattige i Afrika. Hvis du har penge hjemme i din skuffe, og du får en uforudset udgift, så bruger du vel også dem, inden du låner i banken. Det er det samme, vi gør«, siger Per Stig Møller. Socialdemokratiets politiske ordfører, Frank Jensen, fastholder, at regeringen bør skaffe pengene uden at røre ulandsbistanden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























