Fire dages strejke i Pusher Street på Christiania er slut. Strejken, der var ment som en protest mod regeringens planer om at byforny og lovliggøre Christiania for 300 millioner kroner, varede fra tirsdag til fredag og sluttede med en demonstration i lørdags. Nu går livet atter sin skæve gang i Pusher Street. Forårssolen skinner ned på »Dansk pot«, og »Dræber Joints«, kunderne dyrker langsom slalom mellem henslængte cykler og store dovne hunde og som noget nyt er hele gaden blevet draperet i militært camouflagenet. De grønbrune draperier spreder en bizar Saigonstemning i den gamle hippielandsby. Strejke uden virkning Også på Politigården går livet videre, og strejken har narkotikabetjentene ikke bemærket. »Vi har overhovedet ikke kunnet mærke nogen forskel. Der har for eksempel ikke været stigende trafik til de hashklubber, vi overvåger andre steder i København. Hvis det skal have en virkning, skal strejken være meget længere. Det ville til gengæld være en rigtig god idé«, siger kriminalinspektør Ole Wagner fra Københavns Politis Narkotika- og Bevillingsafdelingen. Uinteressant hash Han mener til gengæld, at mange ville lade helt være at ryge hash, hvis ikke der var et åbent hashmarked på Christiania. »Hvis ikke man vidste, at man kan gå direkte ud på Christiania og købe hashen, tror jeg, mange ville afstå. Så interessant er hash jo heller ikke«, siger Ole Wagner. Men det tror socialpsykiater og tidligere formand for Narkotikarådet Preben Brandt ikke på. Han mener ikke, at hashens udbredelse har noget at gøre med om Pusher Street lever eller dør. Holdningspåvirkning »At et salgssted eventuelt bliver lukket, kan man selvfølgelig ikke mærke noget som helst sted i forbruget. Den eneste måde, man kan påvirke vores forbrug af rusmidler på, er gennem holdningspåvirkning. Om det er forbudt eller ej er hip som hap. Tilsvarende tror jeg ikke, forbruget ville vokse eksplosivt, hvis man legaliserede«, siger han. Efter Strejken har pusherne på Christiania opstillet en improviseret skrivepult af krydsfinér ved indgangen til Pusher Street, hvor besøgende kan skrive under på, at de er imod regeringens planer om at byforny Christiania. »Ud med vold og hash og penge« har nogen valgt at skrive på krydsfinéren ved siden af blanketterne. Tidligere tiders intern konflikt Det lyder som et ekko af tidligere tiders interne konflikter på Christiania mellem tilhængere og modstandere af hashhandelen. Måske skyldes bemærkningen, at spørgsmålet om Pusher Streets fortsatte eksistens ikke er taget med i underskriftindsamlingen. Pusherne er godt klar over, at deres popularitet internt på Christiania er meget blandet. For at imødegå de modstandere, der mener, at den fortsatte hashhandel er en dødsdom over Christiania, har pusherne i forbindelse med strejken forsøgt at aftale indbyrdes, at handelen skal dæmpes. Enkelte boder har da også skruet lidt ned for supermarkedtilen med færdigrullede joints og endeløse sortimenter. »Men desværre er det svært at få folk til at dæmpe udbuddet. Som alle andre har vi også nogle elementer, der kun gør, som det lige passer dem selv«, siger en pusher, der selv har skåret ned til fire slags hash, til Politiken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























