DF stiller krav til skattelettelser

Lyt til artiklen

Meget tyder på, at regeringen må stille en garanti på mindst en mia. kroner i udsigt for at få Dansk Folkeparti på plads til de afgørende forhandlinger om skattelettelser. Det er støttepartiets pris for at bakke op om regeringens udspil til en fireårig skattereform, der oprindelig lagde op til lettelser i indkomstskatten på 10,6 milliarder kroner fra 1.januar 2004. DF vil have ekstra milliard Den ekstra milliard skal gå til forbedringer i social- og sundhedssektoren, som Dansk Folkeparti frygter bliver klemt som følge af skattelettelserne. »Regeringen ved godt, at vi er meget optaget af, at man ikke sætter sig så bastant på skattelettelser, så der ikke er et beløb til rådighed til de dårligst stillede. Regeringen slipper ikke uden om at give os noget på det her felt under en eller anden form«, siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard. Ældrecheck Ifølge TV 2/Nyhederne vil Dansk Folkepartis krav om en milliard resultere i, at skattelettelserne bliver barberet fra 10,6 til 9,6 milliarder kroner, men oplysningerne er ikke bekræftet. Milliarden skal bruges til at gøre ældrechecken permanent, samt til at sikre ekstra tilskud til sygehuse og sociale forbedringer, hvilket vil indgå i aftalen om finansloven for 2004. Ved at vælge den model slipper regeringen for at pille ved selve modellen for skattelettelsernes sammensætning, hvor Dansk Folkeparti har talt for mindre lettelser af mellemskatten mod et større jobfradrag. Efter en periode med uformelle sonderinger med topfigurerne i Dansk Folkeparti ventes finansminister Thor Pedersen (V) i den nærmeste fremtid at få en aftaleskitse på plads med støttepartiet, som så skal præsenteres for Socialdemokratiet, de radikale og Kristeligt Folkeparti, der formelt stadig er med i forhandlingerne. Undren i S Pia Kjærsgaard udtrykker stor fortrøstning for, at det vil lykkes at nå frem til en aftale, men hun fastslog mandag aften, at der stadig er uafklarede punkter. Det var i aftes ikke muligt at træffe Thor Pedersen for en kommentar. Socialdemokratiets skatteordfører, Jacob Buksti, er overrasket over oplysningerne om, at regeringen og Dansk Folkeparti angiveligt skulle være nået så langt i skatteforhandlingerne. »Mig bekendt er vi stadig med i forhandlingerne«, siger Jacob Buksti.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her