De over 250.000 danskere, der døjer med forhøjet blodtryk, kan fremover hjælpes med kolesterolnedsænkende medicin, også selvom de ikke har for højt kolesterol. Det viser en international undersøgelse, hvor overlæge Jesper Mehlsen, Frederiksberg Hospital, er ansvarlig for den danske del. Han anbefaler, at retningslinierne for behandling af patienter med forhøjet blodtryk nu ændres. »I dag giver man ikke kolesterolsænkende medicin til patienter i behandling for forhøjet blodtryk, som har et normalt kolesterol. Studiet har vist, at der er en stor forebyggende effekt ved at give disse patienter et kolesterolsænkende middel sammen med medicinen for forhøjet blodtryk. Midlet reducerer antallet af hjertetilfælde med 36 procent og blodpropper i hjernen med 27 procent. Derfor bliver vi nu nødt til at ændre de retningslinier, vi har for behandling af patienter med forhøjet blodtryk«, siger Jesper Mehlsen. Det kolesterolsænkende middel har navnet Zarator. 20.000 europæiske patienter har deltaget i undersøgelsen, heraf 1430 danskere.
Blodpropper og hjertetilfælde kan forebygges
Lyt til artiklen