Kommune fralægger sig ansvar i sag om blind kvinde

Lyt til artiklen

Høje-Taastrup Kommune fralægger sig ansvaret for, at en 50-årig blind kvinde ifølge egen forklaring har levet indespærret i sit hjem i tyve år. Kvinden havde lørdag held til at flygte fra sin samlever og skal nu have hjælp af de sociale myndigheder. Har ikke bedt om hjælp Borgmester Anders Bak (S) oplyser, at kommunen besøgte kvinden i 1989 i forbindelse med et pensionsspørgsmål, og at hun ikke siden har bedt om hjælp. »Vi spørger selvfølgelig os selv, om vi på en eller anden måde kunne have hjulpet, men jeg mener bestemt ikke, at der er grund til at kritisere forvaltningen. Hun har fået sin pension og har ellers valgt at klare sig selv. Hun har ikke haft hjemmehjælp og da kommunen ikke har myndighed til at komme ind i hjemmet, hvis vi ikke får en henvendelse, kan man ikke kritisere kommunen«, siger Anders Bak til Ritzau. Heller ikke kvindens 63-årige samlever, som er fængslet i sagen sigtet for grov vold, er kendt af de sociale myndigheder. Selv nægter han sig skyldig i sigtelserne, der omhandler vold og frihedsberøvelse. Kvinden skal nu samles op Formand for socialudvalget, Svend-Erik Hermansen (S), som søndag bad om en redegørelse i sagen, siger til Ritzau, at han heller ikke finder grund til kritik af forvaltningen. »Nu skal vi bruge kræfter på at samle kvinden op. Allerede i dag (mandag) vil to ansatte fra socialforvaltningen tage ud på det krisecenter, hvor hun midlertidigt bor, for at finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe«, siger Svend-Erik Hermansen. Politiet holder igen med oplysninger Politiet har tidligere været på besøg i hjemmet tilbage i 2001. Politimester Jørn Bro i Glostrup oplyser, at manden dengang blev sigtet for vold mod politiet, da to kvindelige politifolk ville tage ham med på grund af beruselse. Han blev sat i detentionen og derefter løsladt. »De kommunale myndigheder skal ikke uden videre have informationer om borgere fra politiet«, siger Jørn Bro til Ritzau. »I sager om børn skal vi gøre det, i sager om voksne kan vi gøre det«, siger Jørn Bro. »Man skal kunne tilkalde politiet i en nødsituation, uden at det betyder, at man med det samme bliver indberettet til kommunen«, siger Jørn Bro.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her