Justitsministerens rockerpakke truer retssikkerheden, mener landets advokater. Ingen kan kontrollere, om politiet misbruger deres magt, og regeringen tænker mere på stemmer end på retssikkerhed, mener kritikerne. Frygt blandt advokater Civile politiagenter, der provokerer folk til at begå kriminalitet. Agenter, der ikke straffes for deres kriminalitet, fordi de er nyttige meddelere for politiet. Og et hemmeligt politi, der kan arbejde med metoder, der minder om dem, man ser i ikkedemokratiske lande. Det er, hvad landets advokater frygter bliver konsekvensen for det danske retssystem efter at have læst justitsminister Lene Espersens (K) udkast til en lov, der skal gøre det lettere for politiet at bekæmpe rockerkriminalitet. I en række af kritikere I et høringssvar slutter Advokatrådet, der repræsenterer alle landets advokater, sig til rækken af kritikere af lovudkastet, der også tæller landsdommere, forsvarsadvokater og oppositionspolitikere. Advokaterne er blandt andet bekymrede ved udsigten til, at civile agenter i kriminelle miljøer skal kunne begå kriminalitet i mindre omfang uden at blive straffet, fordi de til gengæld får politiet på sporet af de større fisk. Se gennem fingre med kriminalitet »Man vil se gennem fingre med den kriminalitet, agenterne laver, fordi de er nyttige meddelere. Men det er uacceptabelt, at man forskelsbehandler borgere i samfundet«, siger medlem af Advokatrådet Jakob Lund Poulsen. Også udsigten til en indskrænket aktindsigt i følsomme oplysninger fra politiet, så hverken forsvarsadvokater eller dommere får adgang til informationer om politiets efterforskning, som anklagemyndigheden har adgang til, giver advokaterne bange anelser. Grov mistanke »Man mistænker forsvarerne for ikke at kunne omgås oplysninger, som de ikke må videregive til klienterne. Det synes vi er temmelig groft, specielt når man ikke underbygger det med ét eneste eksempel i bemærkningerne til lovudkastet«, siger Jakob Lund Poulsen. Han forudser, at det bliver svært at kontrollere politiets arbejde, når kun politi og anklager har adgang til oplysningerne. Udarbejdet af politi og anklagemyndighed Lovudkastet, der får kritikerne til at råbe højt, er blevet til på baggrund af en arbejdsgruppe, der udelukkende består af repræsentanter fra politi og anklagemyndighed, og ikke, som det er sædvane, også folk fra domstole, universiteter og advokatstanden. Det får professor i folkeret og tidligere justitsminister Ole Espersen til at mane justitsministeren til besindighed og give sig god tid til at lade forslaget gennemgå juridisk behandling og komme til folkelig debat. »Der er tale om nogle indgribende forhold, for eksempel at dommere ikke kan gøre sig bekendt med alle oplysninger i en sag. Hvis dette lovforslag vedtages i denne folketingssamling, er det helt uforsvarligt«, siger professoren. Det er imidlertid justitsministerens plan. 'Uforståeligt hastværk Rockerbekæmpelsen er indskrevet i regeringsgrundlaget, og efter at statsministeren tog emnet op i sin nytårstale, blev der for alvor sat gang i udarbejdelsen af loven. Men hverken Ole Espersen eller Advokatrådet forstår hastværket. »Der er ingen som helst situation i samfundet, der gør, at dette skal hastes igennem. Det er snarere, fordi det udelukkende drejer sig om politisk signalgivning fra regeringens side og ikke lovgivning. Og dermed misbruger man samfundets grundlæggende regler, retspleje og straffelov, til fordel for kortsigtede politiske interesser«, siger professor Ole Espersen. Politisk flertal sikret På forhånd er regeringen sikret politisk flertal for sit forslag med Dansk Folkeparti, og også Socialdemokratiet støtter lovforslagets grundtanker. Andre oppositionspartier håber, at justitsministeren ændrer sit forslag efter den massive kritik. »Det er dybt betænkeligt, at dommere ikke skal have fuld adgang til alle oplysninger. Man føler sig hensat til en totalitær stat, når man hører den slags forslag, og vi kan ikke leve med en retstilstand af den type«, siger de radikales retspolitiske ordfører Elisabeth Arnold. Fredag modtager Lene Espersen kritiske høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder og fra Dommerforeningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN
tema




























