Politiet jagter drabs- og voldtægtsmand

Lyt til artiklen

Frederikshavn Politi mener, at gernings- manden til drabet på en 78-årig kvinde forrige onsdag er den samme som eftersøgt voldtægtsforbryder. Politiet i Frederikshavn har sat en stor styrke ind i jagten på en ung mand, der ikke alene mistænkes for drabet på en 78-årig kvinde i byen onsdag i forrige uge, men også for tre tilfælde af voldtægtsforsøg og et tilfælde af fuldbyrdet voldtægt. Kriminalinspektør Jørgen Hansen, Frederikshavn Politi, mener, at der er tale om en syg mand. »Vi skal meget hurtigt have fat i ham«, siger Jørgen Hansen. Sammenfaldende signalement Årsagen til, at efterforskerne mener, at der er tale om samme gerningsmand til alle forbrydelser, er flere forskellige vidners sammenfaldende signalementer af manden. »Derudover har forbrydelserne fundet sted i samme område af byen«, konstaterer kriminalinspektør Jørgen Hansen. Onsdag i sidste uge blev den 78-årige Gerde Elisabeth Kristensen - kaldet Lis Kristensen - fundet dræbt i sit hjem på Kløvervej i Frederikshavn. Hendes pung blev senere fundet i en skraldespand på hjørnet af Skagensvej og Nørregade. Kædes sammen med julevoldtægt Det er i samme område som Prisevej, hvor en 50-årig kvinde blev voldtaget juledag sidste år. Tilbage til 20. april sidste år er der ydermere begået voldtægtsforsøg mod en kvinde på Violvej. Vejen ligger ikke langt fra Kløvervej, og også denne sag er uopklaret. Begge veje ligger tæt på kirkegårdskontoret på Gammel Skagensvej, hvor en kvindelig rengøringsassistent blev overfaldet ved 16.30-tiden i forgårs. Offeret blev angrebet, da hun skulle hente sin cykel i et skur. Hun havde spurgt gerningsmanden, om han ville have hendes tegnebog. »Det afslog han. Derfor mener vi, at der lå et seksuelt motiv bag overfaldet«, siger kriminalinspektør Jørgensen Hansen. Bed gerningsmand Kun halvanden time senere blev en anden kvinde overfaldet, mens hun gjorde rent på Munkebakkeskolen på Olfert Fischers Vej. Hun blev grebet bagfra og væltet om på gulvet. Gerningsmanden flygtede, da hun gjorde voldsom modstand og bed ham i fingeren. Begge kvinder og den 50-årige, der juledag var udsat for fuldbyrdet voldtægt, har givet samme signalement af gerningsmanden. Han menes at være 16-19 år, 165-175 cm høj og spinkel af bygning. Han har sort hår og var tirsdag eftermiddag iført en sort jakke, et sort halstørklæde, mørke bukser og mørke handsker. Tekniske undersøgelser Et vidne bad en mand med samme signalement om at forsvinde, da han tirsdag eftermiddag luskede rundt ved Abildgaardskolen. Kriminalinspektør Jørgen Hansen oplyser, at der er tale om en dansk mand, men at han formentlig ikke er lokal. »Ingen vidner mener i hvert fald at have set ham tidligere«, siger han. Der foretages i øjeblikket tekniske undersøgelser, herunder eventuelle dna-spor fra gerningsmanden hos den dræbte Gerde Elisabeth Kristensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her