Det betaler sig at stikke af fra politiet

Ofte må flugtbilister løslades få timer efter en hasarderet biljagt. Skrappere regler kan nedbringe antallet af biljagter. Det mener politiassistent Flemming Kim Pedersen, der selv har siddet bag rattet under adskillige dramatiske biljagter gennem København. Første gang, Flemming Kim Pedersen oplevede en biljagt, havde han været i praktik i 3-4 måneder. Året var 1990, og han var 23 år. Flemming Kim Pedersens kollega, der sad bag rattet i den kraftige Ford Scorpio, havde to års erfaring som færdiguddannet politibetjent. Forløbet begyndte om eftermiddagen en almindelig hverdag ved Søerne på grænsen mellem København og Frederiksberg. Ved et rutinetjek på radioen konstaterer Flemming Kim Pedersen og hans kollega, at en forankørende rød Mazda 323 er meldt stjålet. Betjentene gør tegn til føreren af den stjålne bil, at han skal standse, men han giver i stedet gas og stikker af. I de næste tretten minutter lægger betjentene sig 'i kofangeren' på den røde Mazda ad små og store gader på Frederiksberg, Østerbro og Nørrebro, før det lykkes at bringe den til standsning. Undervejs vurderer Flemming Kim Pedersen, at hastigheden når op på 110 kilometer i timen. Kørte over for rødt Flugtbilisten ignorerer det ene røde lys efter det andet og påkører igen og igen patruljevognen, når Flemming Kim Pedersens kollega forsøger at komme uden om for at tvinge Mazdaen ned i fart. Under et af forsøgene, hvor de to biler ligger på siden af hinanden, presser flugtbilisten i fuld fart betjentene over mod en skraldevogn i den modsatte vejbane. Det lykkes Flemming Kim Pedersens kollega at undgå et frontalt sammenstød ved at vriste patruljevognen fri af flugtbilen og søge dækning bag ved den. Tilsidst tvinger betjentene flugtbilisten imod et vejtræ på Tagensvej på Nørrebro, hvor han omringes af tre patruljevogne. »Det virkede helt bevidst, at han forsøgte at presse os over i den skraldevogn. Jeg var glad, da han endelig holdt stille, uden at nogen var kommet til skade. Man kan slet ikke forestille sig den ligegyldighed med andre menneskers liv, hvis ikke man har siddet lige bag ved i en patruljevogn og set, hvordan de kører«, fortæller Flemming Kim Pedersen. Siden 1990 har Flemming Kim Pedersen selv siddet bag rattet under 7-8 biljagter. Han er ikke i tvivl om, at politiets udrykningskørsel er mere krævende end ambulancekørsel under udrykning. »Ambulancer kører jo fra A til B og kan selv afgøre, hvordan de vil køre. Når vi skal følge efter nogen, er vi ikke på samme måde herrer over forløbet. Jeg har både hørt om lange komplicerede eftersættelser, der ender godt, og korte enkle eftersættelser, der ender fatalt. Du kan ikke vide, om flugtbilisten laver en ulykke i lyskryds nummer ét eller nummer otte, eller om det overhovedet bliver farligt«, siger han. Uddannelsen god nok Alligevel mener Flemming Kim Pedersen, at politiets uddannelse til udrykningskørsel er, som den skal være. »Eftersættelse er bare én af mange meget voldsomme belastninger, politifolk bliver udsat for, og uddannelsen forbereder generelt de unge betjente til pressede situationer. Desuden er det min erfaring, at kolleger, der måske ikke har den flair eller erfaring, der skal til for at bedømme og køre udrykningskørsel, ikke i lige så høj grad opsøger situationerne«, mener Flemming Kim Pedersen. Efter hans opfattelse er det naturligt og sundt, at biljagter bliver debatteret, og han har et konkret forslag til, hvordan man kan nedbringe antallet af jagter. »Det koster 500 kroner i bøde at forsøge at stikke af. I praksis betyder det, at det kan betale sig at stikke af, fordi omkostningerne ved at blive fanget er for små. Alene det at tage seks røde lys på stribe under en flugt fra politiet bør udløse en varetægtsfængsling. Politikerne bør se på, hvordan de kan gøre flugt mindre attraktiv«, mener han.