De mest udsatte borgere i landets seks største byer får sociale tilbud for 317 millioner kroner i de kommende år. Pengene er øremærkede til konkrete projekter. Et særligt bofællesskab udelukkende for hjemløse kvinder i Aalborg, et værested for sindslidende flygtninge og indvandrere i Vollsmose, et særligt tilbud både om aktiviteter og alkoholbehandling til grønlændere i Esbjerg og en nyopfunden mentorordning, hvor en studerende og en socialarbejder skal knyttes til to byfornyede opgange i Aalborg med udstødte og forhenværende hjemløse blandt beboerne. Det er blot et pluk af de friskeste skud på den alenlange stamme af projekter og tilbud til udsatte grupper, som med et nyt forlig blandt hovedparten af Folketingets partier i går har fået økonomisk grokraft. Oven i købet 100 procent, idet staten i de første tre år dækker hele udgiften. Socialminister Henriette Kjær (K) er stærkt tilfreds med fordelingen af de 317 millioner kroner, og hun har ikke den mindste dårlige samvittighed over, at pengene denne gang er målrettet mod landets seks største kommuner og det amt, de hører hjemme i. Mere til færre »Det er bedre at samle pengene i stedet for at smøre dem tyndt ud over hele landet, og vi ved jo, at det netop er i de større byer, at mennesker med problemer med misbrug, sindssygdom, hjemløshed - eller det hele på én gang - samles. Det er også der, de skal hjælpes«, siger ministeren, som har alle partier bag sig - minus Dansk Folkeparti, som først ventes at komme med i næste fordeling af satspuljepengene, og Enhedslisten, som har valgt helt at stå udenfor. De 317 millioner kroner uddeles efter et nyt princip, hvor de enkelte projekter de første tre år får driften fuldt finansieret i modsætning til tidligere, hvor satspuljepengene kun rakte til den halve drift. Kommunen, amtet eller den frivillige organisation skulle komme med den anden halvdel. »Vi tror mere på denne model, hvor vi betaler hele opstarten. Det er mere holdbart, for kommunen eller amtet får sværere ved at trække sig ud, når statspengene slipper op«, siger ministeren. Efter de første tre år trappes satspuljepengene lidt ned, og de overskydende penge lægges i bloktilskuddet til amter og kommuner. Hovedparten af de mange millioner, som er fordelt mellem de store byer efter befolkningstallet, går til omsorgs- og aktivitetstilbud til de meget udsatte mennesker, men der bliver også oprettet en lang række botilbud og alternative plejehjemspladser for pengene. Frivillige i fokus Særlig vægt har satspuljepartierne også lagt på, at frivillige organisationer bliver inddraget i arbejdet med de udsatte grupper. I en lang række af projekterne er det netop de frivillige, som står for driften - enten alene eller i et samarbejde med kommunen eller amtet. Som noget nyt agter Socialministeriet ifølge kontorchef Peter Juul at evaluere projekterne løbende - det vil sige i princippet en gang om året. »Vi har naturligvis et behov for hele tiden at holde øje med, at vi får noget for pegene og at de nye ideer, som afprøves på denne måde, bærer igennem«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























