Hvis den tidligere irakiske hærchef, der forsvandt fra sin surrogatfængsling i Sorø, dukker op i Irak, er regeringen parat til at overføre retssagen mod ham til de irakiske myndigheder. Sådan lyder en studehandel mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som til gengæld kun udtrykker en mild kritik af justitsministerens håndtering af sagen. Måske kommer den tidligere og nu forsvundne irakiske hærchef, Nizar al-Khazraji slet ikke til at sidde varetægtsfængslet i Danmark, hvis han dukker op igen. Hidtil er det den danske anklagemyndighed, som har kørt sagen mod den irakiske hærchef. Men regeringen er nu parat til at eksportere hans sag til de kommende irakiske myndigheder, hvis hærchefen bliver fundet i Irak. Studehandel Torsdag indgik regeringen nemlig en studehandel med Dansk Folkeparti, som betyder, at regeringen skal arbejde for at hærchefen bliver retsforfulgt i sit hjemland. »Nu må denne farce om hærchefen stoppe. Det har hele tiden været vores politik, at hærchefen bør retsforfølges i sit eget land. Og det ser ud til at kunne lade sig gøre nu, hvor der kommer et nyt styre«, siger Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører Peter Skaarup. Aftalen er en del af en politisk studehandel mellem regeringen og Dansk Folkeparti om den næse Folketingets Restudvalg vil give justitsminister Lene Espersen efter hærchefen upåagtet forsvandt fra sin lejlighed i Sorø to dage før krigsudbruddet i Irak. Hærchefen er sigtet for krigsforbrydelser mod kurderne, og sad surrogatfængslet i sit hjem i Sorø, hvor han havde meldepligt hos politiet. »Vi finder det utilfredsstillende, at justitsministeren og myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at hindre hans flugt, når han nu havde sagt at han ville ned og deltage i kampen mod Saddam Hussein. Samtidig mener vi, at det er stærkt betænkeligt, at der gik fem timer før hærchefen blev efterlyst«, siger Peter Skaarup om næsen, der skal diskuteres i retsudvalget i dag. Men den nye studehandel, som justitsministeren selv var med til at forhandle sammen Dansk Folkeparti, betyder, at der er blevet uro i geledderne i retsudvalget. SF er nemlig stærkt betænkelige ved, at hærchefsagen nu pludselig kan føres Irak. »Det viser, at regeringen vakler i det her spørgsmål, og er parat til at opgive at tale med store bogstaver overfor formodede krigsforbrydere, hvis det kan mildne en kritik af dens egne ministre«, siger SF's retspolitiske ordfører Anne Baastrup. Hun hæfter sig ved, at der i aftalen mellem regeringen og dets støtteparti intet står om, hvad regeringen vil gøre, hvis irakerne ikke ønsker, at retsforfølge den tidligere hærchef. Ikke en af de 55 eftersøgte Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har udpeget 55 irakiske ledere fra Saddam Husseins regime, som de mener bør retsforfølges i et nyt Irak. Hærchefens navn er ikke på den liste, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvad den danske regering vil stille op, hvis det ny irakiske styre vælger at følge de amerikanske anbefalinger. Generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Andersen, kritiserer skarpt aftalen med Dansk Folkeparti. »En sådan aftale har kun værdi, hvis den danske regering har en garanti for, at hærchefens vil blive retsforfulgt. Den foreligger ikke, og sålænge det ikke ligger klart, hvem der overhovedet vil blive retsforfulgt i Irak, bør den danske regering opretholde sit krav om, at han retsforfølges her i landet«. En pressechef i justitsministeriet siger, at justitsministeren først vil kommentere den ny aftale efter Retsudvalgets møde fredag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























