Danske sociale ydelser under pres efter udvidelse af EU

Lyt til artiklen

Danske velfærdsydelser kan blive udsat for pres fra nye EU-borgere, når EUs udvidelse med ti nye lande træder i kraft 1. maj næste år. Det erkender regeringen i hidtil hemmeligholdt rapport, skriver Berlingske Tidende. Ydelser som kontanthjælp, sygedagpenge og børnepasningsorlov vil være sårbare, hvis mange nye østeuropæiske EU-borgere sætter kursen mod Danmark. De nuværende love rummer nemlig kun begrænsede muligheder for at sætte ind mod det, som rapporten kalder "utilsigtet brug" af sociale ydelser. Hvis de nye EU-borgere gør brug af sociale ydelser i stedet for at bidrage til samfundet ved at forsørge sig selv, er der tale om "utilsigtet brug," fastslår rapporten. DF vil have overgangsperiode Ifølge Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, bekræfter oplysningerne partiets frygt. »Det er jo rablende galt og gruopvækkende. Vores sociale ordninger er åbne som en ladeport. Nu får vi sort på hvidt bekræftet, at risikoen for misbrug er enorm, og det kommer bag på regeringen. Det drejer sig ikke mere om, hvorvidt misbrug er muligt. Nu er det kun et spørgsmål om, hvor mange der vil gøre det,« siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske Tidende. DF vil sætte alle midler ind på at presse regeringen til at acceptere en syvårig overgangsordning, inden nye EU-borgere herhjemme får samme rettigheder som danskerne. Danmark vil som flere andre EU-lande åbne sit arbejdsmarked for nye EU-borgere fra udvidelsens første dag. Beskæftgelsesminister indkalder til forhandling VK-regeringen vil gerne have udenlandske arbejdere til Danmark, men den vil samtidig forsøge at begrænse disse EU-borgeres adgang til sociale ydelser i Danmark. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om lovændringer, der kan begrænse øvrige EU-borgeres adgang til sociale ydelser i Danmark. »Der skal være fri adgang til arbejdsmarkedet for dem, der kan og vil arbejde, men ikke fri adgang til sociale ydelser i Danmark. Ikke fordi vi tror, der er et stort problem, men fordi vi ikke ønsker at løbe selv en lille risiko«, sagde statsministeren til Ritzau efter det ugentlige ministermøde i dag. Folketinget skal 8. maj førstebehandle 6.000 siders tekst om udvidelsen af EU. Her skal politikerne også tage stilling til DF's forslag om en syvårig overgangsordning efter udvidelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her