Politiforbundet advarer mod at iværksætte en storstilet undersøgelse om sexchikane i politiet, som flere partier ellers har talt for efter ugens chokrapport om kønskrænkende adfærd i forsvaret. Ifølge Politiforbundets formand, Tommy Agerskov Thomsen, tyder intet på, at sexchikane er et større problem. Løbende trivselsundersøgelser blandt politiets ansatte har ikke givet den mindste antydning af problemer, og han forstår ikke, hvorfor politiet skal blandes ind i forsvarets problemer. »Jeg synes faktisk, det er lidt diskriminerende, at det her bliver taget op for politiet, fordi der problemer i militæret«, siger Tommy Agerskov Thomsen. Undersøgelse viste intet problem Han peger på, at en større arbejdsmiljøundersøgelse fra begyndelsen af 1990'erne viste, at problemet stort set ikke eksisterede. »Så har vi løbende haft nogle jobtilfredshedsundersøgelser. Her ville problemet være kommet frem, hvis der var noget om det. På mange tjenestesteder har vi separate møder med kvindelige kolleger, vi har kvindelige tillidsmænd, og vi har haft det oppe i studiekreds. Men der er ikke noget, der indikerer, at vi har det problem«, siger han. En bred kreds af partier opfordrede i går til at iværksætte en grundig undersøgelse af forholdene i politiet, men det bliver op ad bakke for Socialdemokratiet, de radikale, Dansk Folkeparti og SF, der står bag kravet om en sådan analyse. I forsvarets undersøgelse kom det blandt andet frem, at syv af forsvarets kvindelige ansatte har været udsat for voldtægt i løbet af de sidste to år. Den seneste opgørelse fra dansk politi stammer fra 2001, og den viser, at der det år var tre sager om sexchikane. Tal »overfortolket« En større svensk undersøgelse har vist, at 41 procent af kvinderne i det svenske politi har følt sig udsat for seksuel chikane. Men oplysningerne fra Sverige giver Politiforbundets førstemand ikke meget for: »Da den svenske undersøgelse kom frem, spurgte jeg til det hos det svenske politiforbund. De sagde, at det var blevet fuldstændig overfortolket«, fortæller Tommy Agerskov Thomsen. Ligestillingsminister Henriette Kjær (K) opfordrer alle større mandsdominerede virksomheder til nøje at overveje, om vidensniveauet for sexchikane er tilstrækkeligt, og om der er behov for en større kortlægning af problemets omfang. Men initiativet til egentlige undersøgelser må komme fra de enkelte institutioner selv, mener ministeren. »En undersøgelse af politiet vil kun være en god ide, hvis politiet selv vurderer, at der er behov for det. Ellers kunne vi gå ind på alle offentlige virksomheder og give pålæg om at lave undersøgelser af forskellig art. Det er og bliver altså et ledelsesansvar«, siger Henriette Kjær. Justitsminister Lene Espersen (K) henviser til Rigspolitiet. Her udtaler politimester Lene Frank, der er øverste personaleansvarlige, at arbejdsmiljøundersøgelsen fra først i 1990'erne ikke vidnede om større problemer i politiet end på andre arbejdspladser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























