Den tidligere Venstre-borgmester i Farum Peter Brixtofte står til flere års fængsel, hvis han findes skyldig i anklagerne om groft mandatsvig og embedsmisbrug. Juraprofessor Lars Bo Langsted vurderer, at anklagerne kan give helt op til 12 års fængsel. Det mest sandsynlige er dog en dom på 3-4 års fængsel. Alene den alvorligste tiltale for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed kan give op til otte års fængsel. Finder retten, at der samtidig er tale om groft embedsmisbrug, kan strafferammen forhøjes med op til det halve, så den kommer op på 12 år. »Og det er vel at mærke kun, hvis Peter Brixtofte bliver dømt for det hele. Vi taler om mandatsvig på omkring 12 millioner kroner, og det er en skærpende omstændighed, at det er begået i en betroet offentlig stilling. Omvendt så er det en formildende omstændighed, at det hele ikke er begået for egen vindings skyld«, siger Lars Bo Langsted til Ritzau. Brixtofte er chokeret Brixtofte selv har ladet forstå, at han er »chokeret«, og at han nægter sig skyldig på alle punkterne, der ud over mandatsvig også omhandler »misbrug af stilling i offentlig tjeneste« - embedsmisbrug. »Det er meget, meget alvorlige anklager. Bare med nogle af anklagepunkterne er vi oppe på ganske store beløb, og det vil maksimalt kunne give op til 12 års fængsel,« siger juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet. Det er dog ikke sansynligt, at der bliver tale om en så lang fængselsstraf, hvis Brixtofte kendes skyldig, vurderer Lars Bo Langsted. Immunitet ophæves Justitsminister Lene Espersen (K) har sendt anklageskriftet til Folketinget, der i næste uge skal tage stilling til om Peter Brixtoftes parlamentariske immunitet skal ophæves. Det anses dog kun for en formalitet. Peter Brixtofte har ikke selv kommenteret de i alt 10 anklagepunkter. Han henviser til sine advokater, der er chokerede over, at det kun er et foreløbigt anklageskrift, som Folketinget skal forholde sig til. Forsvarerne René Offersen og Merethe Stagetorn mener, at anklageskriftet er hastet igennem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























