Fortsat kritik af rockerpakke

Lyt til artiklen

Selv om justitsministeren er kommet med en indrømmelse i sin rockerpakke, fortsætter kritikken fra den juridiske verden. Justitsminister Lene Espersens (K) seneste imødekommelse overfor dommere og forsvarere får ikke kritikken af hendes rockerpakke til at forstumme. Den er fortsat så uigennemtænkt, at hun bør udskyde lovforslaget til efter sommerferien. I går forsøgte hun ellers at imødekomme en del af kritikken. I lovforslaget lægger hun op til at lade politi og anklagemyndighed selv vurdere, hvilke dele af deres materiale, som forsvareren og dommeren ikke må se. Indfører overdommer Lene Espersen foreslår i stedet, at en dommer udefra kommer ind og vurderer om dele af politiets materiale skal forblive hemmeligt i sagen. »Man indfører sådan en slags overdommer«, siger advokat Jakob Lund Poulsen fra Advokatrådet. »Det her er - jeg vil næsten sige - værre endnu. Fordi vi indfører et system, hvor nogle dommere skal vurdere, hvad andre dommere skal have adgang til. Det må nu engang være sådan, at dommeren, som skal dømme, skal vurdere sagen på baggrund af parternes indlæg - og at parterne har adgang til ligeværdig materiale. Det er det, der kendetegner et retssamfund«, siger Jakob Lund Poulsen. Ikke sukre en bitter pille Lektor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet opfordrer ministeren til at udskyde loven til efteråret. »Jeg deler Advokatrådets opfattelse af, at man ikke ved at sukre den bitre pille ind kan skjule, at der er andre dybt betænkelige ingredienser i den foreslåede medicin. Der er mange ting i lovforslaget som påkalder sig en mere dybdegående diskussion, og derfor bør lovforslaget vente til efter sommer. Det er det eneste rigtige«, siger han. Han er ikke så kritisk over for ministerens seneste ændring. Systemet med en dommer udefra er kendt fra både Frankrig og Østrig. »Jeg har ikke de store anfægtelser over for det konkrete forslag. Det kender vi fra andre europæiske lande, der dog ikke har samme retstradition, som vores. Grundlæggende kan man ikke sige, at der er noget principielt forkert i en sådan ordning«, mener Vestergaard. Pålæg overholdes Jakob Lund Poulsen forstår ikke, hvorfor en del af materialet skal være hemmeligt for forsvarerne. I dag kan man give et pålæg, som betyder, at forsvareren ikke må fortælle hemmelige oplysninger videre. »De pålæg man giver i dag bliver alle overholdt. Vi har i hvert fald ingen eksempler på, at de skulle blive overtrådt«, siger Lund Poulsen. Formanden for dommerforeningen, Henrik Linde, vil ikke udtale sig før at han set nærmere på ændringsforslaget. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen (K).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her