Hash til skleroseramte

Lyt til artiklen

Et flertal i Folketinget uden om regeringen sikrer, at patienter med sklerose sidestilles med aids-patienter og kræftramte, der allerede i dag kan få hashmidlet Marinol på dispensation. Danske sklerosepatienter får i løbet af kort tid adgang til den såkaldte hashpille Marinol, som kun har været tilgængelig for aids-patienter og kræftramte i kemoterapi. Flertal uden om regeringen Den danske holdning har hidtil været, at man vil afvente resultaterne af videnskabelige afprøvninger af pillen som smertestillende middel til sklerosepatienter. Men Socialdemokratiet har nu besluttet at støtte et forslag i Folketinget fra Enhedslisten om, at pillen også skal frigives til skleroseramte. Dermed er der flertal for forslaget, der også støttes af R, SF, DF og KrF. »Egentlig synes vi, at det er noget rod, at vi i Folketinget skal beslutte, om et lægemiddel skal accepteres til bestemte sygdomme«, siger Socialdemokraternes ordfører i sagen, Lone Møller. »Men nu er der gået næsten tre år, fra sklerosepatienterne søgte første gang, og der er stadig ingen resultater af de forsøg, som er i gang. Vi skylder de patienter, der synes, at hash hjælper på deres smerter, at de ikke skal vente længere«. Ifølge Line Barfod (Enh) kan forslaget ventes vedtaget en af de første dage i juni. Medicin på det sorte marked Mange sklerosepatienter har erfaring med, at hash afhjælper både smerter og de rystelser, som følger med sygdommen. Men de har hidtil været henvist til at skaffe sig stoffet illegalt på det sorte marked. Forslaget fra Enhedslisten betyder, at de nu sidestilles med aids-patienter og kræftramte, der kan få Marinol udleveret efter ansøgning fra deres læge - en procedure, der skyldes, at lægemidlet ikke som sådan er godkendt herhjemme. »Vi glæder os over, at der nu er skabt flertal i Folketinget for forslaget«, siger direktør i Scleroseforeningen Peter Kauffeldt. »På den anden side har vi svært ved at forstå, at der har skulle gå så lang tid - ikke mindst fordi sklerosepatienter i dag ofte må fylde sig med smertestillende midler i morfinklassen, der er stærkt vanedannende«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her