Minister frygter for ligestillingen i EU

Kønnenes lige rettigheder skal skrives ind i kommende EU-forfatning som en grundlæggende værdi, ikke kun som et mål, siger ligestillingsminister Henriette Kjær. - Foto: Linda Johansen
Kønnenes lige rettigheder skal skrives ind i kommende EU-forfatning som en grundlæggende værdi, ikke kun som et mål, siger ligestillingsminister Henriette Kjær. - Foto: Linda Johansen
Lyt til artiklen

Den danske ligestillingsminister, Henriette Kjær (K), er bange for, at ligestilling mellem mænd og kvinder ikke bliver stærkt nok markeret i den kommende EU-forfatning. »Ligestilling mellem mænd og kvinder skal skrives ind i forfatningen som en af EU's grundlæggende værdier. Det er ikke stærkt nok, at begrebet kommer med i den artikel, som beskriver unionens mål«, siger hun. Nye lande nye værdier Udmeldingen kommer, få dage før EU-konventets præsidium i næste uge samles for at sammenskrive de mange forslag og ændringsforslag til et endeligt udkast til den forfatning, som i juni skal forelægges EU-landenes regeringschefer. »I det foreløbige udkast står ligestillingen kun nævnt som mål for EU, beskrevet i artikel tre. Det er vigtigt at sende en klar besked om, at den danske regering ønsker ligestilling mellem kønnene skrevet ind i artikel to, der beskriver unionens grundlæggende værdier«, siger Henriette Kjær. »Og det er ekstra vigtigt, fordi vi snart i forbindelse med udvidelsen af EU får en række nye, etniske grupper med ind, som måske har et andet syn på ligestilling«. Henriette Kjær frygter, at ligestilling mellem kønnene ellers reelt kan få en svækket stilling i den nye EU-forfatning i forhold til den gældende traktat. Dybkjær: Ligestilling skal med i forfatning Det synspunkt deles af det radikale medlem af Europaparlamentet, Lone Dybkjær, der også er suppleant til EU-konventet. Hun har selv i den egenskab stillet et ændringsforslag om, at ligestilling mellem mænd og kvinder specifikt nævnes som en grundlæggende værdi i forfatningens artikel to. »Den gældende traktat opererer ikke med begrebet grundlæggende værdier. I det øjeblik, vi begynder at beskrive sådanne værdier i forfatningen, er det vigtigt, at vi også får ligestilling mellem kønnene skrevet ind - ellers kan det reelt godt betragtes som en svækkelse i forhold til bestående«, siger Lone Dybkjær. »Derfor er det meget fint, at den danske regering nu sender så klart et signal. Det har vi måske savnet lidt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her