Vin kan mindske kræftrisiko

Lyt til artiklen

Har man et alkoholforbrug, har man også en øget risiko for at få kræft i endetarmen. Men risikoen halveres, hvis vin udgør mindst en tredjedel af det samlede forbrug af alkohol. Bag opdagelsen står danske forskere, der dermed som de første har påvist, at vin i bestemte mængder faktisk kan bidrage til at sænke risikoen for endetarmskræft. Men ét er at påvise fænomenet - et andet er at forklare det, erkender forskningsprofessor, dr.med., ph.d. Morten Grønbæk, Center for Alkoholforskning på Statens Institut for Folkesundhed. 29.000 deltagere »Alkohol kan øge risikoen for kræft i mund og spiserør, og denne risiko er et resultat af en direkte biologisk påvirkning fra alkoholen selv. Sådan er det ikke med kræft i tyk- og endetarm, hvor alkoholens effekt ikke direkte kan spores. Så det er lidt mystisk, hvad der ligger bag vinens tilsyneladende beskyttende virkning«, siger Morten Grønbæk. Der medvirker 29.000 danske mænd og kvinder i alderen 23-95 år i undersøgelsen, som Grønbæk bl.a. har lavet sammen med kollegaen Anja Pedersen. Arbejdet bliver publiceret i det nyeste nummer af det højt ansete britiske tidsskrift Gut. Den store skare er overvåget i næsten 15 år, hvilket er med til at give studiet betydelig tyngde. I årenes løb blev der rapporteret 411 tilfælde af tyktarms- og 202 tilfælde af endetarmskræft. Flere forklaringer Tallene viser, at de, der ugentlig drak 14 eller flere genstande øl og spiritus, har en mere end 3,5 gange øget risiko for kræft i endetarmen sammenlignet med folk, der slet ikke drikker. Men de, der drak det samme antal genstande og lod vin udgøre minimum 30 procent af forbruget, havde kun en halvt så stor kræftrisiko. »Måske er der noget i vinen, der virker beskyttende mod kræft. Eller måske er der noget i øl, der gør, at man får en øget risiko for kræft. En tredje mulighed kan være, at vindrikkere generelt er sundere mennesker«, siger Morten Grønbæk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her