De Radikale: Kun efterløn til de svageste

Lyt til artiklen

Efterlønnen må snart have det lige som snøvsen: alle går fra den. Lørdag var det et flertal i Det Radikale Venstres hovedbestyrelse, der efter skriftlig afstemning med 46 stemmer for og 43 imod vedtog at arbejde for, at »efterlønnen afskaffes inden for en kort årrække«. Nederlag for Jelved Det var et nederlag for partileder Marianne Jelved og resten af folketingsgruppen, der argumenterede for lidt mere tålmodighed. De ville vente til næste år, når efterlønsreformen fra 1998 er fuldt indfaset, og man kan se, om den har virket efter hensigten. Jelved vil finde alternativ »Nu vil jeg arbejde målrettet for at finde på et alternativ for de grupper, der ikke er så privilegerede, at de selv kan vælge en fleksibel tilbagetrækning«, siger Marianne Jelved. »Hvis man afskaffer efterlønnen, har man selvfølgelig førtidspensionen for de nedslidte. Men stort set alle grupper i det danske samfund med mellemlang eller længere uddannelse har pensionsordninger eller opsparinger, der giver mulighed for fleksibel tilbagetrækning. Den valgmulighed skal også gælde ufaglærte og faglærte«, siger Jelved, der vurderer, at efterlønnen tidligst afskaffes i 2015. Langsigtet beslutning En af de radikale, der havde stillet forslaget, var næstformand Morten Østergaard, og han er enig i det langsigtede perspektiv. »Beslutningen vil forhåbentlig skabe klarhed i debatten. Man bør træffe en langsigtet beslutning og sige, at folk, der er født i 1960 og senere ikke skal regne med at få efterløn. Men jeg er enig i, at vi skal sikre den sociale dimension«, siger han. Konservativ glæde Hos de konservative modtager finansordfører Lars Barfoed den radikale melding med glæde. »Det er også vores holdning, at afskaffelsen af efterlønnen skal kombineres med en anden form for ydelse til dem, der er nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet. Enten en fuld ydelse eller en form for delpension«, siger han. V's Kristian Jensen vil ikke mene noget nyt Venstres finansordfører, Kristian Jensen, vil ikke mene noget nyt om efterlønnen og peger på, at reformen fra 1998 synes at virke efter hensigten. »Antallet af 60-62-årige på efterløn er faldet, og det var præcis vores mål at hæve tilbagetrækningsalderen. Nu må vi vente, til reformen er indfaset i 2004, og så må vi gøre vores stilling op«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her