Sodavand æder tænderne

For meget sodavand får tænderne til at ligne forsuttede bolsjer. - Foto: Tandlægeskolen
For meget sodavand får tænderne til at ligne forsuttede bolsjer. - Foto: Tandlægeskolen
Lyt til artiklen

Flere og flere børn kan komme hjem fra tandlægen og sige 'nul huller'. Men samtidig er emaljen på deres tænder måske langsomt ved at blive ætset væk - ofte uden at de selv opdager det. Det er det evige sodavandssutteri, der er synderen. Og nu slår danske tandlæger alarm. En undersøgelse blandt de 15-17-årige i Århus Kommune har vist, at i den aldersgruppe har 15 procent syreskader på mindst fire af deres tandflader. Vil registrere syreskader Omsættes det til landstal, betyder det, at 26.445 børn alene i den aldersgruppe er ved at få deres tænder ødelagt af cola og sodavand. Dertil kommer de mindre børn og de unge voksne, som også i høj grad lever deres liv med en cola ved hånden eller for munden. »Det er forfærdelig ærgerligt, hvis den forbedrede tandsundhed, vi i øvrigt ser hos børn og unge, nu bliver ødelagt af syreskader«, siger overtandlæge Ingelise Hansen, Den Kommunale Tandpleje i Århus, som står bag undersøgelsen. »I dag forlader over en tredjedel af børnene folkeskolen uden huller i tænderne - en forbedring fra en fjerdedel for blot ti år siden. Men syreskader på emaljen er i virkeligheden meget værre, for de er meget sværere at reparere end huller i tænderne«. I Århus tager man situationen så alvorligt, at de kommunale tandlæger fra i år er begyndt at undersøge og registrere syreskaderne hos alle de 60.000 børn, de årligt kommer i kontakt med. Til januar næste år vil det første resultat af registreringen foreligge. »Vi ser begyndende syreskader allerede så tidligt som hos børn, der stadig har deres mælketænder. Derfor taler vi nu med forældrene om problemet, allerede når de kommer med deres helt små børn«, siger Ingelise Hansen. Tænder ligner bolsjer Også i Dansk Tandlægeforening ser man med stor alvor på det stigende problem. »Tænderne kan med tiden komme til at ligne forsuttede bolsjer, hvor emaljen helt er ætset væk. Det betyder, at de børn får nogle meget alvorlige problemer som voksne, fordi de skal have store og dyre kroner på deres tænder«, siger konsulent i foreningen, tandlæge Birthe Cortsen. »Derfor har vi netop opdateret vores billedhåndbøger, så de kommunale tandklinikker kan vise børnene, hvor galt det kan gå«. Cola har et gammelt ry for at være særlig slemt ved tænderne. Men problemet er lige så stort i forbindelse med andre former for sodavand, saftevand og juice, understreger tandlægerne. Synderne er først og fremmest flaskerne med skruelåg, der gør det muligt at tage en slurk af læskedrikken dagen igennem. Det betyder, at tænderne konstant befinder sig i et syrebad. »Derfor hjælper tandbørstning morgen og aften ikke. For at modvirke syreskader skulle man børste tænder efter hver slurk. Og det er jo urealistisk«, siger Birthe Cortsen. Nej til automater Tandlægerne sender en appel til skoler og fritidsklubber om at holde de populære sodavandsautomater ude, så adgangen til de syreholdige drikke ikke bliver så nem. Det er for eksempel allerede sket i Århus, hvor skolerne har besluttet at sige nej til automaterne. »Børn og unge skal drikke mælk eller vand, hvis de er tørstige«, siger Ingelise Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her