De indsatte i statsfængslet i Vridsløselille går i morgen i strejke i protest mod, at fængslets ledelse har iværksat en spareplan, der helt vil stoppe fritidsaktiviteterne for fangerne. Kriminalforsorgen er ved at gennemføre en omfattende sparerunde på i alt 175 millioner kroner. Skal spare næsten seks mio. En besparelse, som er nødvendig, for at Kriminalforsorgen kan holde sig inden for de udgifter, som regeringen og Folketinget har aftalt for fem år siden. Statsfængslet i Vridsløselille skal spare næsten seks millioner kroner, og det betyder blandt andet, at fodboldkampe mod hold udefra, hobbyaktiviteter, fisketure og familiearrangementer inde i fængslet, nu helt bliver droppet. Muligheder form socialt samvær ryger »Vi fratages nogle af de få muligheder, vi har for socialt samvær med andre mennesker som led i en resocialiseringsproces og senere integrering i samfundet«, skriver talsmændene for de indsatte i Vridsløselille i en udtalelse. Ledelsen i statsfængslet er enig med fangerne i, at det ikke er godt for arbejdet med at resocialisere fangerne, at deres muligheder for kontakt med omverdenen forringes. Holdt udenfor »Vi prøver jo at nærme os forholdene udenfor. Det tror vi er vigtigt«, siger John Klit, der er personale- og sikkerhedskonsulent i fængslet. Fritidsaktiviteterne er samtidig med til at skabe et bedre forhold mellem de indsatte og de ansatte i det daglige. »Det er noget andet at spille fodbold end at møde de indsatte med en uniform på. Og kan en indsat få lejlighed til at slå en funktionær i badminton, så er det med til at tage noget af det tryk, der er i et fængsel«, siger John Klit. Modsat de gode erfaringer fra Canada Det er kun et halvt år siden, at et udvalg under Kriminalforsorgen anbefalede, at »fritidsaktiviteter bør målrettes og opprioriteres«, påpeger talsmændene. De mener også, at nedskæringen af fritidsaktiviteterne er i strid med de gode erfaringer, man har med kriminalforsorg i Canada. Frygter at gejsten forsvinder Og overvagtmester Leif Thustrup, der leder fritidsaktiviteterne, har i et brev til fængselsledelsen påpeget, at fængslet har lovet Folketingets Ombudsmand at tilbyde fangerne hobbyarbejde to-tre gange om ugen. »Jeg har de sidste mange år prøvet at få personalet til at lave noget fritid med de indsatte, jeg har været efter personalet, plaget dem, gjort alt for at få dem i gang, og det er lykkedes for en stor del«, skriver Leif Thustrup, der nu har måttet bede personalet stoppe arbejdet igen. »Det jeg nu frygter er, at personalet mister gejsten og motivationen«. Nedlæggelsen af fangernes fritidsaktiviteter fra 1. juni giver en besparelse på cirka 230.000 kroner ud af den samlede besparelse på omkring seks millioner kroner. Forstår vreden »Vi har skåret overalt. Også på personalet. Men når man rammer de indsatte på lige det område, så er det klart, at det gør ondt«, siger John Klit, der godt kan forstå de indsattes vrede. »Der er bare ikke andet valg«, siger han. 'Vi kan ikke skære ned på personalet' Kriminalforsorgen iværksatte sidste efterår en spareplan på i alt 175 millioner kroner. Den var nødvendig, fordi Kriminalforsorgen havde brugt for mange penge i de første fire år af aftaleperioden. Her fik Kriminalforsorgen flere penge til edb og istandsættelse men samtidig besked om at effektivisere driften. »Det, der virkelig batter, er at skære ned på personalet, og det har vi ikke fundet sikkerheds- og personalemæssigt forsvarligt«, siger vicedirektør Ole Hansen fra Kriminalforsorgen. »Vi siger, at nu handler det om at overleve 2003 på den mindst ringe måde, og så håbe, at det bliver bedre i 2004«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























