Diplomatiet undgår voldsomme sparekrav

Udenrigsministeriet slipper for besparelser på 90 mio. kr. De nøjes med 22. mio. kr. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Udenrigsministeriet slipper for besparelser på 90 mio. kr. De nøjes med 22. mio. kr. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Balladen mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet spiller ind på næste års finanslov. Et gigantisk sparekrav til løn i diplomatiet er skrumpet ind til en fjerdedel. I stedet skal pengene findes på driften. Udenrigsministeriet slipper for en massakre i kølvandet på de seneste måneders magtkamp med Statsministeriet. Oven på balladen omkring det danske EU-formandskab og ikke mindst tv-dokumentaren 'Fogh bag facaden' er et sparekrav på 90 millioner kroner på lønkontoen taget af bordet under finanslovsforhandlingerne, erfarer Politiken. 'Nøjes' med 22 mio. Resultatet bliver i stedet, at Udenrigsministeriet i 2004 skal 'nøjes' med et finde lønbesparelser for 22 millioner kroner - altså en fjerdedel af det oprindelige krav. Året efter bliver besparelsen på løn den samme. Hvis Finansministeriets oprindelige plan var blevet ført ud i livet, skulle diplomatiet have fyret over 200 medarbejdere herhjemme og i udlandet. Nu kan spareøvelsen muligvis klares ved naturlig afgang. Ministeriet er dog forpligtet til at finde øvrige besparelser for omkring 60 millioner kroner på driften, hvilket vil ikke kunne klares ved at holde igen på gule omslag og papirclips. Der skal skæres dramatisk i udgifterne til ambassader, boliger og rejser. Strid i central rolle En kilde tæt på forhandlingerne siger, at polemikken mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet »har lagt en dæmper« på regeringstoppens spareiver i forhold til diplomatiet. I april kunne offentligheden i ugevis se magtforholdene i dansk udenrigspolitik udstillet for åbent tæppe. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev i den sammenhæng portrætteret som manden, der har de udenrigspolitiske bukser på i Danmark. Samtidig blev statsministeren kritiseret for at tage hele æren for det danske EU-formandskab på bekostning af udenrigsminister Per Stig Møller (K) og hans inderkreds af embedsmænd. Tilsyneladende har forløbet spillet ind og fået Finansministeriet til at fjerne sparekniven fra diplomatiets hoveder. Helveg glad Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) synes ikke, at der er grund til at glæde sig på sin gamle arbejdsplads' vegne: »Bevillingen skulle snarere forøges. Jeg fatter ikke, hvis Dansk Folkeparti - som lægger så enorm vægt på bevarelse af nationalstaten - vil være med til endnu en rundbarbering af Udenrigsministeriet. Kun et stærkt udenrigsministerium kan sikre danske interesser i en international verden«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her