Lærere tvinges til at sladre

»Det er næsten det værste, jeg har oplevet«, siger skoleborgmester Per Bregengaard (Enl.) - Foto: Peter Hove Olesen
»Det er næsten det værste, jeg har oplevet«, siger skoleborgmester Per Bregengaard (Enl.) - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Hvis drengen i 6. klasse ikke kan tale dansk på niveau med sine klassekammerater, kan han ikke få dansk statsborgerskab. Og har han ikke viden om samfundsforhold, kultur og historie her til lands som danske børn på samme alder, så er svaret også nej til dansk statsborgerskab. Børn mellem 12 og 18 år, hvis forældre søger om dansk statsborgerskab på børnenes vegne, skal ligesom voksne leve op til en række sproglige og kundskabsmæssige krav, og i børnenes tilfælde er det skolen, som skal give en individuel bedømmelse af det enkelte barn til Integrationsministeriet. »Det er næsten det værste, jeg har oplevet. Det er en fascistisk tankegang, og kun ekstremt fremmedfjendske og totalitære stater tillader sig at kræve af et barn, at det skal gøre sig værdigt til at blive statsborger«, siger Per Bregengaard (Enhedslisten), som på baggrund af en konkret sag fra en københavnsk skole har nedfældet sin vrede i et brev til integrationsminister Bertel Haarder (V). På en anmodning fra Integrationsministeriet havde skolen i den konkrete sag - hvor forældrene, men ikke de tre børn, er danske statsborgere - i første omgang svaret, at børnene fulgte undervisningen i 6. klasse i »en almindelig folkeskoleklasse«. Den bedømmelse var ikke tilstrækkelig for behandlingen af ansøgningen om statsborgerskab. Derfor vendte Integrationsministeriet tilbage til skolen med krav om en individuel bedømmelse af børnene. »Tænk nu, hvis et barn er lidt tungt i det eller på kant med sin lærer ... Skal det så betyde, at barnet ikke kan få statsborgerskab«, spørger Per Bregengaard, der understreger, at voksne ansøgeres kundskaber og evner bedømmes efter objektive kriterier - for eksempel en bestået 9.-klasses afgangsprøve. At lærerne pålægges den opgave kommer helt bag på Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Han kan godt leve med, at skolen i generelle vendinger bekræfter en elevs skolegang. »Men en individuel bedømmelse forekommer helt grotesk - især fordi udtalelsen kan få negativ betydning for barnets fremtid«, siger han, der vil rejse sin kritik over for Integrationsministeriet. Integrationsminister Bertel Haarder (V) vil ikke kommentere kritikken - kun kalde skoleborgmesterens brev for »hysterisk og overgearet«. Derudover henviser han til Folketingets Indfødsretsudvalg som den politiske instans, idet Integrationsministeriet alene fungerer som sekretariat på dette område. »Når grundloven siger, at ansøgning om dansk indfødsret skal behandles individuelt, så følger vi naturligvis loven - også når det gælder børn. Dog har vi i udvalget vedtaget en praksis, så børn under 12 år automatisk bliver statsborgere, hvis deres forældre ønsker det«, siger folketingsmedlem Else Theil Sørensen (K), formand for Indfødsretsudvalget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her